Side:Mogens og andre Noveller.djvu/67

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er valideret

57

Mogens.

han pludseligt give sig i Tale med Andre eller gaa sin Vej, for at hans Bevægelse ikke helt skulde faa Magt over ham. Hun lignede slet ikke Kamilla, men dog hørte og saae han kun Kamilla. Thora var lille, fin og spinkel, let til Smil, let til Taarer og let til Begejstring, talte hun længere alvorligt til Nogen, saa var det ikke som en Tilnærmelse, snarere som om hun blev borte i sig selv; fortalte eller udviklede En Noget for hende, udtrykte hendes Ansigt, hele hendes Skikkelse den inderligste Tillidsfuldhed og nu og da vel ogsaa Forventning. Villiam og hans lille Søster behandlede hende ikke ganske som Kammerat, men dog langtfra som Fremmed, Onklen og Tanten, Karle, Piger og Egnens Bønder, Alle gjorde de Kur til hende, men saa forsigtigt og næsten ængsteligt; — de vare overfor hende, omtrent som Vandreren i Skoven, der nær ved sig ser en af disse smaa, nydelige Sangfugle, med klare, kloge Øjne, med smaa yndige Bevægelser; han er saa glad ved dette lille levende Væsen, vil saa gjærne, det skal komme nærmere og nærmere, men tør ikke røre sig, næppe drage Aande, for at det ikke skal blive bange og borte.