Side:Mogens og andre Noveller.djvu/68

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er valideret

58

Mogens.

Som Mogens tiere og tiere saae Thora, kom Erindringerne sjældnere og sjældnere, og nu begyndte han at se hende, som hun var. Det blev en Tid med Fred og Lykke, naar han var hos hende, stille Længsel og stille Vemod, naar han ikke saae hende. Senere talte han med hende om Kamilla og sit forbigangne Liv, og det var næsten med Forbavselse, at han saae tilbage paa sig selv, og undertiden blev det ham næsten uforstaaligt, at det var ham, der havde tænkt, følt og gjort alt det Underlige, han fortalte om.

En Aften stod han og Thora oppe paa en Høj i Haven og saae paa Solnedgangen. Villiam og hans lille Søster legede Tagfat rundt om Højen. Der var lette, lyse Farver i Tusindvis, stærke, straalende i Hundredvis. Mogens vendte sig fra dem og saae paa den dunkle Skikkelse ved sin Side: hvor uanselig tog hun sig dog ikke ud mod al denne glødende Pragt, han sukkede og saae igjen paa de farverige Skyer. Det kom ikke som en virkelig Tanke dette, fjærnt og flygtigt kom det, var et Sekund og forsvandt, det var, som om det var Øjet, der tænkte.

»Nu er Troldene i Grønhøj glade, nu Solen er helt nede,« sagde Thora.

»Saa—aa!«