Side:Mogens og andre Noveller.djvu/72

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er valideret

62

Mogens.

Lugt, som af frisk Muldjord. De skjønne, bugtede Blade og de tunge, duggede Drueklaser, gjennemstraalede, oplyste og beskinnede af Solen, bredte sig under Glasdækket i een stor, grøn Salighed. Thora stod og saae lykkelig derop, Mogens var urolig og stirrede nu og da bedrøvet paa hende, nu op i Løvet.

»Hør!« sagde Thora glad, »nu tror jeg, jeg begynder at forstaa det, De sagde forleden oppe paa Højen om Form og Farve.«

»Forstaar De ikke Mere?« spurgte Mogens sagte og alvorligt.

»Nej,« hviskede hun, saae hurtigt paa ham, sænkede Blikket og rødmede, »ikke dengang.«

»Den Gang!« gjentog Mogens blidt og knælede ned for hende: »men nu, Thora?«

Hun bøjede sig mod ham, rakte ham den ene Haand og holdt den anden for sine Øjne og græd. Mogens trykkede Haanden mod sit Bryst, idet han rejste sig, hun løftede Hovedet, og han kyssede hende paa Panden. Hun saae op paa ham med straalende vaade Øjne, smilte og hviskede : »Gudskelov!«

Mogens blev endnu en Uge; Aftalen faldt saadan, at Brylluppet skulde staa ved Midsom-