Side:Mogens og andre Noveller.djvu/74

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er valideret

64

Mogens.

Alt det han tænkte paa! Det havde været en underlig Dag for ham, og Afskeden havde næsten helt taget Modet fra ham. Der havde hun maattet sige Farvel til alle sine Slægtninge og Venner, til en Evindelighed af Steder, hvor Minder og Erindringer laa ovenpaa hinanden, helt op til Himlen, og det for at rejse med ham. Og han var en sikker Mand at give sig i Vold, han med sin Fortid af Raahed og Udsvævelser. Det var ikke saa sikkert, det var Fortid endda, nok var han jo forandret og havde ondt ved at forstaa, hvad han selv havde været, men man løb aldrig saadan helt fra sig selv, det var der nok Altsammen, og her havde han faaet dette uskyldige Barn at vogte og vare, Gudskelov! han havde da faaet sig selv ned i Dyndet til over Hovedet, det vilde nok ogsaa lykkes ham at »faa hende derned med. Nej! — nej, hun skulde ikke — nej, hun skulde faa Lov til at leve sit lyse, lette Pigeliv tiltrods for ham. Og Vognen rumlede og rumlede, Mørket var faldet paa, nu og da skimtede han gjennem de helt tilduggede Ruder Lysene i Gaarde og Huse, de kjørte forbi. Thora blundede. Henad Morgen kom de til det nye Hjem, en Herregaard, Mogens havde kjøbt. Hestene dampede i den kolde Morgenluft, Spurvene