3
Første Nephis Bog.
Derfor vil jeg, at I mulle vide, at efterat Herren havde viist min Fader Lehi faamange vidunderlige Ting, ja, angaaende Jerusalems Ødelæggelse, fee, da gik han ud iblandt Folket og begyndte, at space og forkside dem be Ting, som han havde baade feet og hørt.
Og det flete, at Jøderne bespottede ham, fordi han vidnede angaaende dem; thi han viðurde ifandhed om deres Ondskab og deres Weberstyggeligheder; og han vid» nede at de Zing, som han faae og hørte, som og de Ting, som han læste i Bogen, tydeligen tilkjendegas Messia Komme og Verdens Forløsning.
Og der Jøderne hørte disse Ting, bleve de vrede paa ham; fa, ligesom paa Propheterne fordum, hvem de havde udstødt og stenet og myrbet; og de søgte ligeledes, at berøve ham Livet. Den see, jes Nephi vil vise Ever, at Herrens milde Barmhjertigheder er over alle dem, som han har udvalgt, for deres Troes Skyld, at gjøre dem mægtig endog med Kraft til Befrielse.
Thi see bet fete, at Herren talebe til min Faber, ja, i en Drøm, og fagde til ham: Salig er du Leht, formedelst de Ting, du har gjort; og fordi du har pæret trofast og forkyndt dette Folk de Ting, fom jeg befalede dig; see, de søge at borttage dit io.
Og det flete, at Herren befalede min Fader i en Drøm, at han fulde tage fin Familie med ffs, og fare hen ud i Ørken. Og det flete, at han var lydig mod Herrens Ord, og han gjorde, saasom Herren befalede ham.
Og det fete, at han foer hen ud i Ørken. Og han forlod fit Suns, og sit Arveland, og fit Guld, on fit Solo, og sine testbare Zing, og tog Intet med uden fin Familie, og Fødemidler, og Telte, og foer hen ud i Ørs ken; og hau kom ned imod Udkanterne nærved Kosten af det røde hav; og han vandrebe i Drken paa udkanten, som er nærmest bet robe Hav; og han vaudrede i Ørken med fin Familie, hvilken bestod af min Moder Sarta, og mine ældre Brødre, som vare Laman, Lemuel og Sam.
Og da han havde vandret i Drken i tre Dage, flog han fit Telt op i en Dal ved Bredden af en tod. Og han byggede et Alter af Stene, og sjorde et Offer for Herren, og gav atsigelse til Herren vor Gud. Og han kaldte Flodens Navn Laman, og den faldt ud i def røbe Hav; og Dalen var i Udkanten af Landet, nærved dens Munding.
Og da min Faber faae, at Flobens Wand lob at i bet røde Hav, talte ban til Laman sigende: O, maatte
