samlebes tilsammen; og han talede tydeligen til dem, og negtede de Ting, fom Han havde fagt dem; og bekjendte Christum, og den Helligaauds Kraft, og Engtes Sens delse. Og han sagde reent ud til dem, at han havde været bedragen af Djævelens Magt. Og han talebe om Helvede, og om Evighed, og om evig Straf. Dg han sagde: Jeg frygter, at jeg har begaaet den utilgivelige Soud; thi jeg har løiet for Gub; og jeg fornegteve Christum, og sagde, at jeg troede Skrifterne; og de vidne sandeligen om Ham. Og fordi jeg saaledes har løiet for Gud, er jeg faare bange, at min Sag fal blive gruelig; men jeg bekjender for Gud.
Og der han havde sagt disse Ord, kunde han ikke ſige Mere; og ban opgav ſin Mand. Og da Mængden havde været Widner til, at han tatede disse Ting, som han var ifærd med at opgive landen, bleve de saare for undrede; faa at endog Guds Kraft kom ned over dem, og de bleve overvældede faa, at de faldt til Jorden. Nu, dette var behageligt for mig, Jacob; thi jeg havde begjæret det af min Fader, som var i Himmelen; og Han havde hørt mit Raab, og svaret min Bon.
Og nu blev Freden og Kjærligheden til Gud gjen oprettet iblandt Folket; og de raudsagede Skrifterne og lyttede ikke mere til denne agudelige Mands Ord. Og det skete, at der blev mange Midler anvendte for at gjen vinde Lamaniterne, og bringe dem tilbage til Sandhedens Erkjendelfe; men det var alt forgjæves; thi de forlystede fig ved Krig og Blodsudgybelse; og de havde et evigt Had imob os, deres Brødre. Og de søgte uophørligen, at udrydde os ved deres Baabeus Magt; hvorfor Nephis Folk forsvarede sig imod dem, med flue Hærftarer, og med al in Magt, forladende sig paa fin Saligheds Gud og Klippe; hvorfor de bleve endnu Seirvindere over deres Fjender.
Og det flete nu, at jeg Jacob begyndte, at blive gammel; og dette Folks Historie streves" paa de andre Nephis Tavler, hvorfor jeg flutter denne Veretning, tundgjørende, at jeg har ffrevet efter min bedste Over- beviisning, i at sige, at Tiden heugið for os, og bort Liv hensvandt ogsaa ligesom en Drom for os, og vi tre et eensomt og sørgmodigt Folk, som har vandret, ubkas ftet af Jerufalem, født i Trængsel i en Drk, og habet af vore Brødre, hvilket fornarfagete Krig og Urolighe der, og vore Dage bortsvandt i Sorg.
Og jeg Jacob saat, at jeg maatte snart fare web
