Guds Bud, at det maa gaar Eber vel i landet, efter be Forsettelser, som Herren gav vore Fædre. Og Kong Benjamin lærte fine Sonuer mange flere Ting, hvilke ei ere freene i denne Bog.
Og det begav sig, efter at Rong Benjamin handė underviift flue Seuner, at han begyndte at blive gammel; og han faae, at han maatte meget fuart gaae alt Kjøbets Gang; derfor ansaae han det nødvendigt, at overlade Riget til een af fine Sønner. Derfor lod han Mosias bringe for fig; og disse ere de Ord, som han talede til ham, sigende: Miu Søn, jeg vil, at I fulle lade en Vejendtgjørelse udraabe overalt i dette Zand, iblandt_alt dette Folk, eller Sarahemlas Folk, og Viofiæ Folk, fom boe i Laudet, at de derved maae famles tilsammen; thi imorgen vil jeg ubraabe til dette mit Folk, udaf_min egen Mund, at du er Konge og Regent over dette Folt, som Herren, vor Gud, har givet os. Og pdermere vil jeg give dette Folk et Navu, ât de derved mäge udmærke fig fremfor alt det Folk, som den Herre Gud har bragt ud af Jerusalems Land; og dette gjør jeg, fordi de have været et flittigt Folk i at holde Herrens Bud. Og jeg giver dem et Navn, som aldrig stal vorde udsleffet, aden det fleer formedelst Overtrædelse. Ja, jeg figer Eder pdermere, at dersom dette høist velsignede Herrens Folk fulde falde i Overtrædelse, og blive til et syudigt og er horagtigt Folk, da vit Herren overgive dem, saa at de vorbe foage, ligesom deres Bredre; og Hau vit ei mere bevare dem, ved sin mageløse og vidunderlige Kraft, som Han hidtil har bevaret vore Fædre, Thi jeg siger Eder, at dersom han ikke havde udrakt sin Arm, for at bevare vore Fædre, maatte de have faldet i kamaniternes Hæn Der og være blevne et Rov for deres Had.
Og det flete, efter at Kong Benjamin havde endt fin Tale til sen Søn, at han gav ham Befaling an gaaende alle Rigets Anliggender. Og odermere gab han ham ogsaa Befaling angaaende de Optegnelser, som vare indgravne paa Messingtavlerne; og ligefaa Nephis Tavler; og ligesaa Labans Sværd, og Kuglen eller Veiviseren, som veilebebe vore Fædre igjennem Ørken, hvilken var til beredet ved Herrens Haand, at de derved maatte veiledes, enhver efter den Agt, som de gave, og deres lib for Ham. Naar de derfor ikke vare trofaste, lykkedes det dem ikke, ei heller frede de frem paa deres Reise, men bleve drevne tilbage, og paabroge sig Guds Mishag; og
