hør en fælvende Faders Orb, hvis Lemmer I snart maar nedlægget den kolde og stille Grav, hvorfra ingen Ban brer kan vende tilbage; nogle faa Dage endnu, og jeg gaaer al Kjødets Gang. Men see, Herren haver forløst miu Sjæl fra Helvede; jeg har seet Hans Herlighed, og jeg er indsluttet rundten om evindeligen i Hans Kjærlig* beds Arme. Og jeg ønsker, at I fulde ihukomme og iagttage Herrens Lov og Domme. See, dette har været min Sjæls #ngstelse fra Begyndelsen af. Mit hjerte har været betynget med Sorg fra Tid til auden; for jeg har befrogtet, at Herren fulde komme ud i sin Bres des Fylde over Eder, for Eders Hjerters Haardheds Stold og I fulde blive afbrudte og ødelagte for evigt; eller at en Forbandelse skulde komme over Eder i et Tidsrum af mange Slægter; og I fulde blive hjemsøgte med Sværd, og med Hungersnøb, og blive forhadte, og blive førte efter Djæve fens Billie i hans frangenskab. O mine Sonner! gid dog disse Ting ikke maae tomme over Eder, men of I mage blive til et udvalgt og et af Herren velsignet Folk. Men see, Hans Billie stee; thi Hans Beie ere retfærdige fors cvigt; og Han har sagt: Forsaavidt som I holde mine Bud, tulle I vorde lykkelige i landet; men, bersom Ì ikke ville holde mine Bud, fulle I blive ndelukte a mit Uuftgt. Og nu, paa det at min Sjæl man have Glæde i Eder, og mit Hierte maa forlade denne Berden med Fryd for Eders Stold, og jeg ikke flat blive nebs bøiet til Graven af Sorg og Bedrøvelse, saa reiser Eder af Støvet, mine Sønner! og værer Mænd, og værer standhaftige med eet Sind, og med eet Hjerte forenede i alle Ting, at ikke fulle blive undertrykte i Fangenfkab; at ikke sulle blive forbandede med en frar Forbandelse; samt at ikke fulle vaadrage Eder en retfærdig Guds Wiishag bande til Sjælens og Legemets Fordærvelle, ja evige Fordærvelse. Waagn op, mine Sønner! ifører Eder Netfærdigheds Nustning. Afroster Lænkerne, hvormed ere bundne, og kommer frem ud af Vankundighed, og staaer op af Støvet. Staaer ikke op mere imod Eders Broder, hvis udsigter have været herlige, og som har holdt Budene fra den Tid, vi forlode Jerusalem, og som har været et Redskab i Guds Haand, til at bringe vs ever til det forjettede Land; thi havde han ikke været, maatte vi være omkomne af Hunger i Ørken; ikke dess mindre søgte J, at borttage hans Eiv; ja, han har og lidt wegen Sorg for Eders Skyld. Og jeg frygter saare og Skjælver for Evers Skyld, at han skal atter lide; thi see,
