dette maatte nødvendigvis tilintetgjøre Guds Viisdom og hans evige Diemed; og ligefaa Guds Kraft og Barm- hjertighed og Retfærdighed. Og dersom I vilde flae, at der er ingen Lov, da ſige I ogsaa, at der er ingen Spud. Dersom vilde sige, at der er ingen Sond, da fige I ogsaa, at der er ingen Retfærdighed. Og dersom der ingen Retfærdighed er, da er der ingen Enksalighed. Og er der hverken Retfærdighed eller Lyksalighed, faa er der hverken Straf eller Eleudighed. Og dersom disse Ting ikke ere, saa er der ingen Gud. Og er der ingen Gutb, da ere di ikke til, ei heller Jorden; thi der kunde ikke Have været nogen King fabt, hverken til at virke eller til at indvirkes paa; men Alting maatte have forsvundet.
Og tu, mine Sønner, jeg taler disse ting til Eder, til Eders Notte og lærdom; thi der er en Gud, og Han har fabt alle Ting, baade Himlene og Jorden, og alle Zing, som i dem ere; baade Ting til at virke, og Zing til at indvirkes paa; og til at udføre Hans evige Hen figter med Hensyn til Mennesket. Efter at han havde fabt vore første Forældre, og Dyrene paa Marken, og Fuglene i Luften, ja alle Ting, font ere stabte; der var nødvendigvis en Modsætning, nemlig den forbudne Frugt i Modsætning til livsens Træ; det ene sødt, og det andet bittert; og den Herre Gud gav Menneffet Magt til, at handle for sig selv. Men Mennestet kunde ikke selv handle, nden at det blev tilflyndet af den Ene eller ben Unden.
Og jeg Lehi maa nødsages til at troe, efter de Ting, som jeg har læst, at en Guds Engel, eftersom der er Prevet, var falden ned fra Himlen; og han blev til en Djævel, fordi han havde søgt det, som var ondt for Gud. Og fordi han var falden ned fra Himlen, og var bleven ulptfalig for evigt, søgte han ogsaa, at gjøre den hele Mennefeflægt ulykfalig. Hvorfor han sagde til Eva, ja han, den gamle Stange, som er Djævelen, som er Faberen til al Løgn: Tag af den forbudne Frugt, og fulle ikke døe, men I sulle vorde ligesom Gud, tit at tiende Godt og Ondt. Og efter at Adam og Eva havde taget af ben forbudne Frugt, bleve de uddrevne af Edens Have, til at torke Jorden. Og de have frem bragt Børn, ja al Jordens Slægt. Og Mennestens Børns Dage bleve forlængebe efter Guds Villie, at de kunde omvende sig, medens de vare i Kjødet; hvorved deres Tilstand blev en Prøvelses Tilstand, og deres Tid blev forlænget, overeensstemmende med Bubene, som den
