96
Men han naaede ikke at faa mere at se end et Glimt af Taarnene og Fæstningsværkerne, der spærrede Indløbet til Havnen, og af de mange Bygninger paa Værftet, før Akka slog ned paa det ene af de to flade Kirketaarne.
Det var jo rigtignok et sikkert Sted for den, der vilde undgaa en Ræv, og Drengen tænkte, at denne ene Nat turde han vist nok krybe ind under Gasens Vinge. Ja, det turde han ganske vist, det skulde gøre godt at sove lidt. Saasnart det blev lyst, vilde han prøve paa at faa lidt mere af Værftet og Skibene at se.
— — —
Drengen syntes selv, det var underligt, at han ikke kunde forholde sig rolig og vente med at se Skibene til næste Morgen. Han havde vist ikke sovet i fem Minutter, før han smuttede frem under Vingen og gled ned paa Gaden langsmed Lynaflederen og Tagrenderne.
Snart stod han paa et stort Torv, der laa udenfor Kirken. Det var brolagt med toppede Sten og var ligesaa besværligt for ham at gaa paa, som for voksne at gaa paa en Eng fuld af Tuer. De, der holder til i Vildmarken eller bor langt ude paa Landet, bliver altid uhyggelig til Mode, naar de kommer ind til en By, hvor Husene staar lige op og ned og Gaderne ligger aabne, saa enhver kan se dem, der gaar i dem. Og saadan gik det nu Drengen. Da han stod paa det store Karlskrona Torv og saa paa Tyske-Kirken og Raadhuset og Storkirken, som han nylig var steget ned fra, saa kunde han ikke lade være at ønske, at han var oppe igen i Taarnet hos Gæssene.
Et Held var det, at der var ganske tomt paa Torvet. Der var ikke et Menneske, hvis man da ikke vilde regne en Statue, der stod paa et højt Fodstykke. Drengen saa længe paa Statuen, der forestillede en stor, sværlemmet Mand med trekantet Hat, lang Frakke, Knæbukser og tykke Sko, og spekulerede paa, hvad det kunde være for en. Han havde en lang Stok i Haanden og saa ogsaa ud, som om han kunde bruge den, for han havde et gruelig strengt Ansigt med en stor, krum Næse og en grim Mund.
„Sikken en Langlæbe! hvad staar han der efter?” sagde Drengen tilsidst. Aldrig havde han selv følt sig saa lille og ussel som den Aften. Han prøvede at stive sig af ved at sige et rask Ord. Saa tænkte han ikke mere paa Statuen, men gik om ad en bred Gade, der førte ned til Søen.
Men han havde ikke gaaet langt, før han hørte, at der kom
