99
„Deres Majestæt.“ For nu, da han tænkte sig om, vidste han godt, at Statuen paa Torvet forestillede ham, der havde grundlagt Byen. Det var saamænd ingen ringere end Karl den ellevte i egen Person, han var kommen i Lag med.
„Han gi'er klar Besked,” sagde Broncemanden. „Kan han nu ogsaa sige mig, om han har set noget til en lille Knægt, der løber om i Byen i Nat? Det er en næsvis Kanalje, og kan jeg bare faa fat i ham, skal jeg lære ham Mores.” Og saa stødte han endnu engang Stokken imod Jorden og saa forfærdelig vred ud.
„Jeg har set ham, med Deres Majestæts Tilladelse,” sagde Træmanden, og Drengen blev saa bange, at han sad og rystede i sit Skjulested inde under Hatten, hvor han kunde se Broncemanden gennem en Revne i Træet. Men han blev rolig igen, da Træmanden vedblev: „Deres Majestæt er paa Vildspor. Knægten havde ganske vist i Sinde at løbe ind og gemme sig paa Værftet.”
„Siger han det, Rosenbom? Men saa maa han ikke længer staa rolig paa sin Forhøjning; kom hellere med og hjælp mig at finde ham! Fire Øjne ser mere end to, Rosenbom.”
Men Træmanden svarede med ynkelig Stemme: „Jeg beder underdanigst, om jeg maa blive staaende, hvor jeg staar. Jeg er nymalet, og derfor ser jeg frisk og skinnende ud, men jeg er gammel og skør og kan ikke taale at røre mig.“
Broncemanden var nok ikke af dem, der holdt af Modsigelse. „Hvad er det for Krumbugter? Vil han straks komme med, Rosenbom!” Og han løftede sin lange Stok og gav den anden et Slag over Ryggen, saa det drønede. „Kan han se, han holder, Rosenbom?”
Dermed begav de sig paa Vej og gik store og vældige hen ad Karlskronas Gader, til de naaede en høj Port, der førte ind til Værftet. Udenfor gik en Matros af Flaaden paa Vagt, men Broncemanden skred kun forbi ham og sparkede Porten op, uden at det lod til, Matrosen saa det.
Saasnart de var kommen ind paa Værftet, saa de foran sig en stor og bred Havn, afdelt med Bolværker. I de forskellige Havnebassiner laa Krigsskibene og saa større og mere frygtindgydende ud her paa nært Hold end før, da Drengen saa dem ovenfra. „Det var slet ikke saa tosset at tro, det var Havtrolde,“ tænkte han.
„Hvor tror han, det er fornuftigst, at vi begynder vor Søgen, Rosenbom?“ sagde Broncemanden.
