Side:Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/153

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

147

Dette var mer, end Kragerne havde drømt om. „Tror du, det kan være Sølv?” sagde de, og Øjnene var nærved at springe ud af Hovedet paa dem af Begærlighed, for saa underligt det lyder, er der ikke den Ting i Verden, Krager holder saa meget af som Sølvpenge.

„Hør, hvor de rasler!” sagde Ræven og rullede endnu engang Krukken rundt. „Men jeg ved blot ikke, hvordan vi skal faa fat paa dem.” — „Nej, det er vel umuligt,“ sagde Kragerne. Ræven stod og kløede sig bag Øret med det venstre Ben og spekulerede. Maaske han nu kunde faa Held til med Kragernes Hjælp at faa fat paa den Knægt, der altid slap fra ham. „Jeg ved nok en, der kunde lukke Krukken op for jer,” sagde Ræven. — „Sig det! Sig det!” raabte Kragerne og var saa ivrige, at de flagrede ned i Graven. — „Ja, det skal jeg, men først maa I love at gaa ind paa mine Betingelser,” sagde han.

Ræven fortalte nu Kragerne om Tommeltot og sagde, at hvis de kunde faa ham med ud paa Heden, var han Mand for at lukke Krukken op for dem. Men til Belønning for dette Raad forlangte han, at de skulde udlevere ham Tommeltot, saasnart han havde skaffet dem Sølvpengene. Kragerne havde ingen Grund til at spare Tommeltot, saa de slog straks til.

Alt det var det let nok at blive enige om, men værre var det at opdage, hvor Tommeltot og Vildgæssene var henne.

Vind-Ile fløj selv afsted med halvtredsindstyve Krager og sagde, han skulde nok snart være tilbage igen. Men den ene Dag gik efter den anden, uden at Kragerne paa Krageaasen saa saameget som en Fjer af ham.

KRAGERØVET.

Onsdag 13. April.

Vildgæssene var oppe ved Daggry for at faa Tid til at skaffe sig lidt Mad, inden de tiltraadte Rejsen op gennem Östergötland. Holmen i Gaasefjorden, hvor de havde sovet, var lille og nøgen, men i Vandet rundt omkring var der Planter, som de kunde spise sig mætte i. Værre var det for Drengen. Han kunde slet ikke finde noget at spise.

Som han stod der ved Daggry, sulten og forkommen, og saa sig om til alle Sider, faldt hans Blik paa nogle Egern, der legede paa en skovbevokset Odde lige ud for Klippeholmen. Det faldt ham ind, at disse Egern maaske endnu havde lidt til-