148
bage af deres Vinterforraad, og han bad den hvide Gase føre ham over til Odden, saa han kunde tigge et Par Nødder af dem.
Den store, hvide svømmede straks over Fjorden med ham, men Ulykken vilde, at de to Egern legede saadan en morsom Leg med at jage hinanden fra Træ til Træ, saa de ikke havde Tanke for Drengen. Han løb bagefter, og Gasen, der blev liggende ved Stranden, tabte ham snart af Sigte.
Drengen gik og vadede mellem nogle hvide Anemoner, der var saa høje, at de naaede ham helt op til Hagen, da han mærkede, at nogen tog fat i ham bagfra og prøvede paa at løfte ham i Vejret. Han vendte sig om og saa, at en Krage havde slaaet sin Klo i hans Skjortelinning. Han søgte at rive sig løs, men før det var lykkedes ham, kom der een Krage til, bed sig fast i hans ene Strømpe og rev ham omkuld.
Havde Niels Holgersen nu straks raabt om Hjælp, kunde den hvide Gase ganske sikkert have reddet ham, men Drengen mente sagtens, at han maatte kunne klare sig paa egen Haand overfor et Par Krager. Han sparkede og slog, men Kragerne slap ikke Taget, og det lykkedes dem at hæve sig op i Luften med ham. Men de var saa uforsigtige, at hans Hoved stødte mod en Gren. Han fik et haardt Slag lige over Issen, det sortnede for hans Øjne, og han tabte Bevidstheden.
Da han igen slog Øjnene op, var han højt oppe over Jorden. Hans Bevidsthed vendte langsomt tilbage, og i Begyndelsen vidste han hverken, hvor han var, eller hvad han saa. Naar han vendte Blikket nedad, saa det ud, som om der nedenunder ham bredte sig et uhyre, uldent Tæppe, der var vævet af grønt og brunt i store, uregelmæssige Mønstre. Tæppet var tykt og dejligt, men han syntes, det var Synd, der var holdt saa daarligt Hus med det. Det var ligefrem pjaltet, der var lange Revner tværs over det, og paa sine Steder var der revet store Stykker af. Og det mærkeligste var, at det saa ud, som om det var bredt over et Spejlgulv, for gennem Hullerne og Revnerne i Tæppet glimtede der blankt og skinnende Glas.
Det næste, Drengen lagde Mærke til, var, at Solen kom rullende op paa Himlen. Straks begyndte Spejlglasset under Hullerne og Revnerne i Tæppet at skinne i rødt og Guld. Det saa dejligt ud, og Drengen glædede sig over de smukke Farvetoner, skønt han ikke rigtig kunde forstaa, hvad det var, han saa. Men nu dalede Kragerne, og pludselig gik det op for ham, at det store Tæppe under ham var Jorden, der var dækket af
