Side:Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/158

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

152

og takkede Gavle, vældige Ahorntræer rundt om Gaardspladsen og store, tætte Stikkelsbærbuske i Haven. Øverst oppe paa Vejrhanen sad Stæren og sang, saa hver eneste Tone naaede ind til Hunnen, der laa paa Æg i Stærekassen i Pæretræet. „Vi har fire smaa, kønne Æg,” sang Stæren. „Vi har fire smaa, kønne, runde Æg. Vi har hele Reden fuld af dejlige Æg.”

Da Stæren sang den Vise for tusende Gang, fløj Drengen over Gaarden. Han holdt Hænderne for Munden som et Rør og raabte: „Skaderne ta'r dem. Skaderne ta'r dem.”

„Hvem er det, der vil skræmme mig?“ spurgte Stæren og flagrede uroligt med Vingerne. — „Det er Kragefangen, der skræmmer dig,” sagde Drengen. Denne Gang tyssede Kragehøvdingen ikke paa Drengen. Tværtimod morede baade han og hele Flokken sig saa godt, at de skrattede af Fornøjelse.

Jo længere de korn ind i Landet, jo større blev Søerne, og jo rigere blev de paa Øer og Holme. Og paa Bredden af en Sø stod Vildandrikken og gjorde Komplimenter for Vildandene. „Jeg skal være dig tro alle mine Dage. Jeg skal være dig tro alle mine Dage,” sagde Andrikken. — „Varer ikke Sommeren ud,” raabte Drengen, der fløj forbi. — „Hvad er du for en?” raabte Andrikken. — „Jeg hedder Kragestjaalen,” skreg Drengen.

Ved Middagstid slog Kragerne ned paa en Eng. De fløj om og skaffede sig Føde, men der var ingen af dem, der tænkte paa at give Drengen noget. Saa kom Fumle-Drumle flyvende hen til Høvdingen med en vild Rosenkvist, hvorpaa der sad nogle Hyben. „Her er noget til dig, Vind-Ile,” sagde han. „Det er dejlig Mad, som du kan have godt af.” Vind-Ile fnøs foragteligt. „Tror du, jeg spiser gamle, tørre Hyben?” sagde han. — „Og jeg, som troede, du vilde blive saa glad over dem,“ sagde Fumle-Drumle og kastede Hybengrenen bort ligesom i Ærgrelse. Men den faldt lige for Fødderne af Drengen, og han var ikke sen til at snappe den og spise sig mæt.

Da Kragerne havde spist, gav de sig til at snakke. „Hvad tænker du paa, Vind-Ile? Du er saa stille i Dag,” sagde en af dem til Anføreren. — „Aa, jeg tænker saamænd paa, at her paa Egnen var der engang en Høne, der holdt saa meget af sin Madmoder, og for rigtig at fornøje hende gik den og lagde en Redefuld Æg og gemte dem under Staldgulvet. I al den Tid hun rugede, laa hun og frydede sig ved at tænke paa, hvor glad Husmoderen vilde blive over Kyllingerne. Husmoderen kunde slet ikke begribe, hvor Hønen var henne i al den Tid.