156
HYTTEN.
Torsdag 14. April.
Da Drengen vaagnede næste Morgen, laa han paa en Seng. Da han saa, at han var inden Døre med Fire Vægge om sig og Tag over Hovedet, troede han, han var hjemme. „Nu kommer Moder nok snart med Kaffe,” mumlede han halvt i Søvne. Men saa huskede han, at han var i en tom Hytte paa Krageaasen, og at Fumle-Drumle med den hvide Fjer havde bragt ham derhen Aftenen i Forvejen.
Drengen var øm i hele Kroppen efter den Rejse, han havde gjort den foregaaende Dag, og han syntes, det var rart at ligge stille, mens han ventede paa Fumle-Drumle, der havde lovet at komme og hente ham.
Der var Gardiner af tærnet Bomuldstøj for Sengen, og han skød dem til Side for at se ud i Stuen. Han var straks klar over, at et Hus som dette havde han aldrig set Mage til. Væggene bestod kun af et Par Rækker Bjælker; saa begyndte Taget. Der var ikke noget Loft, saa han kunde se helt op til Tagryggen. Hele Huset var saa lille, at det snarere saa ud til at være bygget til Folk af hans Slags end til rigtige Mennesker, men alligevel var Ildstedet og Muren derom gjort saa store, at han aldrig syntes, han havde set dem større. Indgangsdøren var paa den ene Gavlvæg ved Siden af Ildstedet og var saa smal, at den nærmest lignede en Luge. Paa den anden Gavlvæg saa han et lavt og bredt Vindue med mange smaa Ruder. Der var næsten ingen rørlige Møbler i Stuen. Bænken ved den ene Langside og Bordet under Vinduet var vægfaste, og det var ogsaa den store Seng, hvor han laa, og Vægskabet med de brogede Blomster.
Drengen kunde ikke lade være at spekulere paa, hvem der ejede det Hus, og hvorfor det stod tomt. Det saa egentlig ud, som om de Folk, der havde boet der, havde haft i Sinde at komme tilbage. Kaffekedlen og Grødgryden stod endnu paa Ildstedet, og der laa lidt Brænde i Ovnkrogen. Ildragen og Brødspaden stod i en Krog, Spinderokken var stillet op paa en Bænk, paa Hylden over Vinduet laa der Blaar og Hør, et Par Fed Garn, et Tællelys og et Bundt Tændstikker.
Ja, det saa rigtignok ud, som om de, der ejede Huset, havde haft i Sinde at komme tilbage. Der var Sengklæder i Sengen, og paa Væggen sad der endnu lange Tøjstrimler, hvor der var malet tre Mænd til Hest, der hed Kaspar, Melkior og Baltasar. De samme Heste og de samme Ryttere var afbildede
