Side:Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/164

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

158

for at sætte i Spring. Og Stuen var saa lille og lav, at det var Drengen klart, at Ræven uden mindste Vanskelighed kunde naa ham. Men i dette Øjeblik var Drengen ikke uden Forsvarsvaaben. Hurtig strøg han en Tændstik, stak den hen til Blaarene, og da de blussede op, kastede han dem ned paa Mikkel Ræv. Da Ræven Fik Ilden over sig, blev han greben af en vanvittig Angst. Han glemte Drengen og styrtede sanseløs ud af Hytten.

Men det kunde næsten se ud, som om Drengen kun havde undgaaet een Fare ved at styrte sig i en endnu større. Fra Blaartotten, som han kastede i Hovedet paa Mikkel, bredte Ilden sig til Sengeomhænget. Han sprang ned og søgte at kvæle den, men den havde allerede taget for stærkt fat. Stuen fyldtes hurtig af Røg, og Mikkel Ræv, der stod udenfor Vinduet, mærkede snart, hvordan det stod til derinde. „Naa, Tommeltot,” raabte han, „hvad vælger du nu, at lade dig stege eller komme ud til mig? Jeg havde jo nok mest Lyst til at æde dig, men jeg skal være glad, hvordan saa Døden faar Ram paa dig.“

Drengen kunde ikke tro andet, end at Ræven maatte faa Ret, for Ilden tog til med forfærdelig Hurtighed. Hele Sengen stod allerede i Flammer, Røg slog op fra Gulvet, og langs de malede Tøjlister krøb Ilden fra Rytter til Rytter. Drengen var sprungen op paa Ildstedet og stod og arbejdede paa at faa Laagen til Bagerovnen op, da han hørte en Nøgle blive stukket i Laasen og langsomt drejet om. Det maatte være Mennesker, der kom, og midt i sin store Nød blev han ikke bange, men kun glad. Han stod allerede paa Dørtrinnet, da Døren omsider gik op. Foran ham stod et Par Børn, men hvad Ansigt de satte op, da de saa hele Stuen i lys Lue, det gav han sig ikke Tid til at lægge Mærke til, men styrtede kun forbi dem ud i det fri.

Han turde ikke løbe langt. Han var vis paa, at Mikkel Ræv laa paa Lur, og han indsaa, han var nødt til at holde sig i Nærheden af Børnene. Han vendte sig om for at se, hvad det var for Folk, men han havde ikke set paa dem et Sekund, før han styrtede hen til dem og raabte: „Se Goddag, Aase Gaasepige! Se Goddag, lille Mads!”

For da Drengen saa Børnene, glemte han helt, hvor han var. Kragerne og det brændende Hus og Dyrene, der kunde tale, forsvandt af hans Bevidsthed. Han gik paa en Stubmark i Vester Vemmenhög og vogtede en Flok Gæs, og paa Marken ved Siden af gik de to Smaalandsbørn med deres Gæs. Og