159
saasnart han saa dem, sprang han op paa Stengærdet og raabte: „Se Goddag, Aase Gaasepige! Se Goddag, lille Mads!”
Men da de to Børn saa saadan en lille Purk komme henimod dem med udstrakt Haand, tog de hinanden i Hænderne, gik et Par Skridt baglænds og saa ud, som om de var dødsens angst
Da Drengen saa deres Forskrækkelse, kom han til sig selv og huskede, hvem han var. Og saa syntes han, at det var da det værste, der kunde hænde ham, at det netop skulde være de Børn, der fik at se, at han var bleven forhekset. Han blev overvældet af Sorg og Skam over, at han ikke længer var Menneske. Han vendte sig om og flygtede. Hvorhen vidste han ikke selv.
Men da Drengen kom ned paa Heden, havde han et lykkeligt Møde. For midt i Lyngen saa han noget hvidt, og hvem skulde komme hen imod ham uden den hvide Gase i Selskab med Dunfin! Da den hvide saa Drengen komme løbende i den Fart, troede han, at Fjenderne var i Hælene paa ham. Han slængte ham hurtig op paa sin Ryg og fløj sin Vej med ham.
