Side:Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/168

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

162

der kun var en eneste Ko og en tre, fire Høns, og saa fattede han Mod paa ny. „Vi er tre fattige rejsende, der gerne vil i Hus et Sted, hvor ingen Ræv kan overfalde os og ingen Mennesker fange os,” sagde han. „Vi vilde gerne vide, om dette Sted kunde passe for os.” — „Jeg kan ikke tænke mig andet,” svarede Koen. „Væggene er jo nok ringe, men endnu gaar Ræven da ikke igennem dem, og her boer ingen andre end en gammel Kone, der saamænd ikke har Kræfter til at tage nogen til Fange. Men hvad er I for nogle?” vedblev hun, idet hun drejede sig i Baasen for at se paa de nyankomne. — „Ja, jeg er Niels Holgersen fra Vester Vemmenhög; jeg er bleven forvandlet til Nisse,” svarede den første af de indtrædende, „og jeg har en tam Gaas med, som jeg plejer at ride paa, og en Graagaas.” — Saa sjældne fremmede har aldrig før været indenfor mine Døre,” sagde Koen, „og velkommen skal I være, om ogsaa jeg hellere vilde haft, det skulde været min Madmoder, der kom for at give mig Nadver.”

Drengen hjalp nu Gæssene ind i Kostalden, der var temmelig stor, og stillede dem ind i en tom Baas, hvor de øjeblikkelig faldt i Søvn. Til sig selv redte han en lille Seng af Halm og haabede, at han snart skulde gøre det samme.

Men det blev der nu ikke noget af, for den stakkels Ko, der ikke havde faaet sit Aftenfoder, kunde ikke være rolig et Øjeblik. Den ruskede i Halslænken, flyttede sig i Baasen og klagede over, at den var saa sulten. Drengen kunde ikke lukke et Øje, men laa og gennemgik i Tankerne alt, hvad der var hændt ham i de sidste Dage.

Han tænkte paa Aase Gaasepige og lille Mads, som han saa uventet havde mødt, og han blev klar over, at det lille Hus, som han var kommen til at stikke Ild paa, maatte være deres gamle Hjem i Smaaland. Han kunde jo ogsaa nok huske, at de havde fortalt ham om akkurat saadan et Hus og om den store Lynghede rundt omkring. Nu var de kommen vandrende for at se deres Hjem igen, og da de saa naaede derhen, stod det i lys Lue! Det var jo en stor Sorg, han havde forvoldt dem, og det gjorde ham meget ondt. Blev han nogensinde Menneske mere, maatte han prøve paa at give dem Erstatning for Svie og Smerte.

Saa vandrede hans Tanker til Kragerne, og da han tænkte paa Fumle-Drumle, der havde frelst hans Liv og maatte lide Døden saa kort efter, at han var valgt til Høvding, blev han saa bedrøvet, at han fik Taarer i Øjnene.