Side:Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/172

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

166

gaa ind og gøre det?“ Drengen betænkte sig. Han kunde godt huske, da hans Morfader var død; da havde hans Moder været meget omhyggelig med at lægge ham til Rette. Han vidste, at det var noget, der skulde gøres. Men paa den anden Side vidste han, at han ikke i denne frygtelige Nat turde gaa ind til den døde. Han sagde ikke nej, men rørte sig heller ikke af Stedet.

Den gamle Ko tav lidt, som om den ventede paa Svar. Men da Drengen ikke sagde noget, gentog den ikke sin Bøn. Den gav sig derimod til at tale med ham om sin Madmoder.

Der var meget at tale om. Først og fremmest var der at fortælle om alle de Børn, hun havde opdraget. De kom jo hver Dag i Stalden, og om Sommeren vogtede de Køerne paa Mosen og i Engene, saa den gamle Ko vidste god Besked med dem. De var allesammen udmærkede Børn, og flittige og fornøjede. En Ko vidste nok, hvad dens Vogtere duede til.

Og der var ogsaa meget at fortælle om Gaarden. Den havde ikke altid været saa ussel, som den nu var. Der var meget Jord til den, selv om Størstedelen var moser og stenet. Kornmarker var der ikke mange af, men der var alle Vegne udmærket Græsgang. Der var de Tider, hvor der stod en Ko i hver eneste Baas i Kostalden, og da Studestalden, der nu stod ganske tom, var fuld af Stude. Og da herskede der Glæde og Munterhed baade i Stue og Stald. Naar Husmoderen lukkede Stalddøren op, sang og trallede hun, og alle Køerne brølede af Glæde, naar de hørte hende komme.

Men Husbonden døde, mens Børnene var saa smaa, at de endnu ikke kunde gøre Nytte, og Husmoderen maatte overtage Gaarden og alt Arbejde og Omsorg. Hun var stærk som en Mand, og hun baade pløjede og høstede. Om Aftenen, naar hun kom ind i Stalden for at malke, var hun sommetider saa træt, at hun græd. Men naar hun tænkte paa sine Børn, blev hun glad igen. Da viskede hun Taarerne af Øjnene og sagde: „Det gør ikke noget. Jeg skal ogsaa nok faa gode Dage, naar først mine Børn bliver voksne. Ja, naar først de bliver voksne!”

Men saasnart Børnene var voksne, kom der en underlig Længsel over dem. De havde ikke Ro paa sig hjemme, men rejste bort til fremmede Lande. Deres Moder fik aldrig nogen Hjælp af dem. Et Par af Børnene var allerede gift, da de rejste, og de lod deres smaa Børn blive i det gamle Hjem. Og nu løb disse Børn med Madmoderen i Kostalden, ligesom hen-