Side:Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/174

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

168

gik hjem, sagde hun: „Se, Rødlinna, havde her været store, fede Agre istedetfor denne ufrugtbare Mose, saa havde de ikke behøvet at rejse.“

Hun kunde ligefrem se sig vred paa Mosen, der bredte sig saa stor og vid og ingen Nytte gjorde. Og hun kunde sidde og tale om, at det var Mosens Skyld, at Børnene var rejst fra hende.

Denne sidste Aften havde hun været mere ussel og rystende end nogensinde før. Hun havde ikke engang kunnet overkomme at malke. Hun havde staaet og støttet sig til Baasen og fortalt, at der havde været to Bønder hos hende og spurgt, om hun vilde sælge Mosen. De vilde dræne den og saa og høste paa den. Det havde gjort hende baade urolig og glad. „Tænk dig, Rødlinna,” sagde hun, „tænk dig, de sagde, der kan gro Rug paa Mosen! Nu skriver jeg til Børnene, at de skal komme hjem. Nu behøver de ikke at blive borte længer, nu kan de faa Brødet herhjemme.”

Det var det Brev, hun var gaaet ind i Stuen for at skrive.

— — —

Drengen hørte ikke mere af, hvad den gamle Ko fortalte. Ha-n lukkede Stalddøren op og gik ind i Stuen til den døde, som han for lidt siden var saa bange for.

Allerførst stod han et Øjeblik stille og saa sig om.

Stuen saa ikke saa fattig ud, som han havde tænkt sig. Den var rigelig forsynet med den Slags Ting, som man plejer at træffe hos Folk, der har Slægtninge i Amerika. I et Hjørne stod en amerikansk Gyngestol, paa Bordet ved Vinduet laa et broget Plysses Bordtæppe, der var bredt et smukt Tæppe over Sengen, paa Væggene hang de fraværende Børns og Børnebørns Fotografier i pyntelige, udskaarne Rammer, paa Dragkisten stod der høje Vaser og et Par Stager med tykke, snoede Lys.

Drengen fandt en Æske Tændstikker og tændte Lysene, ikke fordi han trængte til at se bedre, end han gjorde i Forvejen, men fordi han syntes, han paa den Maade viste den døde Ære.

Derpaa gik han hen til hende, trykkede hendes Øjne til, lagde hendes Hænder overkors paa Brystet og strøg det tynde, graa Haar bort fra hendes Ansigt.

Det faldt ham ikke mere ind at være bange for hende. Han var saa inderlig bedrøvet over, at hun var kommen til at hen-