181
Og nu var næsten alle Trækfuglene kommen hjem. Regnspovernes krumme Næb tittede frem fra Sivene. Lappedykkerne sejlede om med ny Fjerkrave om Halsen, og Bekkasinerne var ved at samle Straa til deres Reder.
Karlen gik i en Pram, lagde Jarro paa Bunden og stagede sig ud paa Søen. Jarro, der nu havde vænnet sig til ikke at vente andet end godt af Menneskene, sagde til Cæsar, der ogsaa var med, at han var meget taknemmelig mod Karlen, fordi han havde taget ham med ud paa Søen. Men Karlen behøvede ikke at holde ham saa fast bundet, for han havde ikke i Sinde at flyve sin Vej. Herpaa svarede Cæsar ingenting. Han var meget ordknap den Morgenstund.
Det eneste, som Jarro fandt lidt underligt, var, at Karlen havde taget sin Bøsse med. Han kunde ikke tænke sig, at nogen af de rare Mennesker i Bondegaarden vilde skyde Fugle. Desuden havde Cæsar sagt ham, at Menneskene ikke jagede paa denne Aarstid. „Det er Fredningstid,” sagde Cæsar, „men det gælder naturligvis ikke for mig.“
Imidlertid roede Karlen. ud til en af de smaa, sivkransede Dyndholme. Der gik han af Baaden, samlede gamle Siv sammen i en stor Bunke og lagde sig bagved den. Med Snaren over Vingerne og tøjret til Baaden med en lang Snor maatte Jarro saa spadsere om ude paa Grunden.
Pludselig fik Jarro Øje paa nogle af de unge Andrikker, i hvis Selskab han i gamle Dage havde fløjet frem og tilbage over Søen. De var langt borte, men Jarro kaldte dem til sig med nogle høje Raab. De besvarede dem, og der nærmede sig en stor, smuk Flok. Allerede inden de var kommen helt derhen, gav Jarro sig til at fortælle dem om sin vidunderlige Redning og om Menneskenes Godhed. I det samme knaldede der to Skud bag ham. Tre Ænder sank døde ned i Sivene, og Cæsar plumpede ud og fangede dem ind.
Da gik der et Lys op for Jarro. Menneskene havde reddet ham for at bruge ham som Lokkefugl! Og det var lykkedes dem. Han var Skyld i, at tre Ænder var døde. Han var nærved at dø af Skam. Selv hans Ven Cæsar, syntes han, saa paa ham med Foragt, og da de kom hjem i Stuen, turde han ikke lægge sig til at sove ved Siden af Hunden.
Næste Morgen blev Jarro igen ført ud paa Grunden. Ogsaa denne Gang fik han snart Øje paa nogle Ænder. Men da han saa, de fløj hen imod ham, raabte han til dem: „Væk med jer, væk! Tag jer i Agt! Flyv et andet Sted hen! Der ligger en
