184
Dagen efter at Jarro var forsvunden, løb Per Ola ude i Gaarden. Han legede med sig selv, som han plejede, men Cæsar laa paa Trappen, og da Moderen lukkede Drengen ud, sagde hun: „Pas paa Per Ola, Cæsar!”
Havde nu alt været i sin sædvanlige Orden, havde Cæsar ogsaa adlydt Befalingen, og der var blevet passet saa godt paa Drengen, at ingen Fare kunde hændt ham. Men Cæsar lignede ikke sig selv i de Dage. Han vidste, at de Bønder, der boede omkring Tåkern, holdt hyppige Møder om Søens Udtørring, og at de omtrent havde besluttet den. Ænderne skulde bort, og Cæsar kunde aldrig mer faa sig en ærlig Jagt. Han var saa optagen af at tænke paa denne Ulykke, at han glemte at passe paa Per Ola.
Og aldrig saasnart var den lille overladt til sig selv ude i Gaarden, før han indsaa, at nu var Øjeblikket der til at gaa ned til Tåkern og tale med Jarro. Han lukkede et Led op og gik ned imod Søen ad den smalle Sti over Engene. Saa længe man kunde se ham hjemmefra, gik han langsomt, men saa satte han stærkere Fart paa. Han var meget bange for, at hans Moder eller nogen anden skulde raabe til ham, at han ikke maatte gaa derned. Han vilde jo ikke gøre noget galt, kun overtale Jarro til at komme tilbage, men han havde det paa Fornemmelsen, at de derhjemme ikke vilde billige hans Forehavende.
Da Per Ola kom ned til Søen, kaldte han flere Gange paa Jarro. Saa stod han længe og ventede, men der kom ingen Jarro. Han saa adskillige Fugle, der lignede den, men de fløj forbi uden at lægge Mærke til ham, saa han begreb jo nok, at ingen af dem var den rigtige.
Da Jarro ikke kom, tænkte den lille Dreng, at det vist vilde være lettere at finde ham, hvis han begav sig ud paa Søen. Der laa flere gode Baade ved Bredden, men de var bunden fast. Den eneste, som laa der løs og ledig, var en gammel, læk Pram, der var saa daarlig, at det ikke faldt nogen ind at bruge den. Men Per Ola kravlede op i den uden at bryde sig om, at hele Bunden stod under Vand. Han kunde ikke magte Aarerne, men satte sig istedetfor til at vippe og gynge i Prammen. Det var rimeligvis aldrig lykkedes et voksent Menneske at faa en Pram ud paa Tåkern paa den Maade, men naar Vandstanden er høj og Ulykken vil det, har smaa Børn en mærkelig Evne til at komme til Søs. Per Ola drev snart om paa Tåkern og kaldte paa Jarro.
