186
derhen, og spejdede ogsaa efter ham nede ved Tåkern. Men hvormeget de saa søgte, han var ikke til at Ende.
Cæsar, Hunden, forstod godt, at hans Husbond og Madmoder ledte efter Per Ola, men han gjorde ikke noget for at hjælpe dem paa Spor. Han blev tværtimod ganske rolig liggende, som om det hele ikke vedkom ham.
Længere op ad Dagen fandt man Per Olas Fodspor nede ved Landingsstedet. Og saa faldt det dem ind, at den gamle utætte Pram ikke længer laa nede ved Bredden. Da stod det pludselig klart for dem, hvordan det altsammen var gaaet til.
Husbonden og hans Karle satte straks Baadene i Søen og roede ud for at lede efter Drengen. De blev ved at ro om paa Tåkern til sent paa Aftenen uden at se det mindste Spor af ham. De kunde ikke tro andet, end at den gamle Baad var gaaet til Bunds, og at den lille laa død paa Søens Bund.
Om Aftenen vankede Per Olas Moder om ved Bredden af Søen. Alle andre var overbevist om, at Drengen var druknet, hun alene kunde ikke faa sig selv til at tro det, men blev ved at lede efter ham. Hun ledte inde mellem Rør og Siv, hun gik og gik paa den sumpede Bred uden Tanke for, hvor dybt hun sank i, eller hvor vaad hun allerede var. Hun var usigelig fortvivlet. Det stak og gnavede i hendes Hjerte. Hun græd ikke, men vred sine Hænder og raabte paa sit Barn med høj, klagende Stemme.
Rundt omkring hørte hun Svaner og Ænder og Regnspover skrige. Hun syntes, de fulgte efter hende, og at ogsaa de klagede og jamrede. „De har vist ogsaa Sorg, siden de klager sig saadan,” tænkte hun. Men saa besindede hun sig. Det var jo kun Fugle, hun hørte. De havde nok ingen Bekymringer.
Det var underligt, at de ikke tav stille, nu Solen var gaaet ned. Men hun hørte alle de talløse Fugleskarer, der levede ved Tåkern, udstøde Skrig paa Skrig. Flere af dem fulgte efter hende, hvor hun gik; andre kom susende forbi med hastige Vingeslag. Hele Luften var fuld af Klage og Jammer.
Men den Angst, hun selv bar paa, aabnede hendes Hjerte. Hun syntes ikke, hun stod alle andre levende Væsener saa fjernt, som Menneskene ellers gør. Hun forstod meget bedre end nogensinde før, hvordan Fuglene havde det. De havde deres stadige Omsorg for Hjem og Børn ligesom hun. Der var nok ikke saa stor Forskel mellem dem og hende, som hun hidtil havde troet.
Saa kom hun til at tænke paa, at det var saagodtsom be-
