187
stemt, at alle disse Tusender af Svaner og Ænder og Lommer skulde miste deres Hjem her ved Tåkern. „Det bliver svært nok for dem,” tænkte hun. „Hvor skal de saa opføde deres Unger?“
Hun blev staaende og faldt i Tanker. Det kunde se ud, som om det var en god og velbehagelig Gerning at forvandle en Sø til Ager og Eng, men det kunde vel være en anden Sø end Tåkern, en anden Sø, der ikke var Hjem for saa mange tusende Dyr.
Hun tænkte paa, at det var næste Dag, der skulde tages Beslutning om Søens Udtørring, og det faldt hende ind, om det var derfor, hendes lille Dreng var bleven borte netop i Dag. Om det var Guds Mening, at Sorgen skulde komme og aabne hendes Hjerte for Barmhjertighed netop i Dag, inden det var for sent at afværge den grusomme Handling?
Hun gik hurtig op til Gaarden og gav sig til at tale med sin Mand om alt dette. Hun talte om Søen og om Fuglene og sagde til ham, at hun troede, Per Olas Død var en Guds Straf over dem begge. Og hun mærkede snart, at han var af samme Mening som hun.
Den Gaard, de ejede, var stor i Forvejen, men blev der noget af Tørlægningen, vilde der tilfalde dem saa stort et Stykke af Søens Bund, at deres Ejendom vilde blive omtrent fordoblet. Derfor havde de været ivrigere for Foretagendet end nogen af de andre Lodsejere. De øvrige havde været ængstelige for Omkostningerne og ængstelige for, at Tørlægningen ikke skulde lykkes bedre end sidste Gang. Per Olas Fader vidste med sig selv, at det var ham, der havde formaaet dem til at være med i Foretagendet. Han havde anvendt al sin Overtalelsesevne for at kunne efterlade sin Søn en Gaard, der var dobbelt saa stor som den, hans Fader havde efterladt ham.
Han stod nu og tænkte paa, om Gud havde haft en Mening med, at Tåkern havde taget Sønnen fra ham, Dagen før han skulde skrive Kontrakt om dens Tørlægning. Hans Hustru havde ikke nødig at sige mange Ord til ham, før han svarede: „Maaske det ikke er Guds Vilje, at vi rokker ved hans Orden. I Morgen vil jeg tale med de andre om det, og jeg tænker, vi bestemmer, at alt skal blive, som det er.”
Mens Mand og Kone talte sammen, laa Cæsar foran Skorstenen. Han løftede Hovedet og hørte nøje efter. Da han mente, han kunde være sikker i sin Sag, gik han hen til sin Madmoder, tog fat i hendes Kjole og trak hende henimod Dø-
