Side:Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/197

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

191

hun. — „Da kan det vel ikke gaa an, jeg spørger jer om noget, der ligger mig paa Sinde,“ sagde Bonden.

„Der er vel ikke andet, der ligger dig paa Sinde, end at du kan høste meget Korn paa din Ager. Men jeg er vant til at faa Spørgsmaal fra Kejseren om, hvordan det skal gaa med hans Krone, og fra Paven om, hvordan det skal gaa med hans Nøgler.” — „Ja, saadanne Ting er det vel ikke let at svare paa,” sagde Bonden. „Jeg har ogsaa hørt sige, at ingen skal gaa herfra uden at være misfornøjet med det Svar, han har faaet.”

Da Bonden sagde dette, saa han, at Fruen paa Ulvåsa bed sig i Læben og flyttede sig højere op paa Bænken. „Naa, saa det er det, du har hørt om mig,” sagde hun. „Saa kan du jo prøve paa at spørge mig om det, du gerne vil vide, saa skal du se, om jeg ikke kan svare, saa du bliver tilfreds.“

Saa tøvede Bonden ikke længer med at fremføre sit Ærinde. Han sagde, han var kommen for at spørge, hvordan det skulde gaa med Östergötland i Fremtiden. Der var ingenting, han elskede saa højt som sin Hjemstavn, og han troede, han vilde være glad lige til sin sidste Stund, hvis han kunde faa et godt Svar paa det Spørgsmaal.

„Er det ikke andet, du ønsker at vide,” sagde den vise Frue, „Saa tror jeg, jeg kan stille dig tilfreds. For som jeg sidder her, kan jeg sige dig, at med Östergötland vil det gaa saadan, at det altid vil have noget at rose sig af fremfor andre Landskaber.“

„Ja, det var et godt Svar, kære Frue,” sagde Bonden, „og jeg vilde nu være helt tilfreds, hvis jeg blot kunde forstaa, hvordan det skulde være muligt.”

„Hvorfor skulde det ikke være muligt?“ sagde Fruen paa Ulvåsa. „Ved du ikke, at Östergötland allerede er vidt berømt? Eller tror du, der er noget Landskab i Sverige, der kan rose sig af paa een Gang at eje to saadanne Klostre som de i Alvastra og Vreta og saa skøn en Domkirke som den i Linkøping?“

„Det kan gerne være,” sagde Bonden, „men jeg er en gammel Mand, og jeg ved, at Menneskers Sind er omskifteligt. Jeg frygter, der vil komme den Tid, da de ikke vil levne os nogen Ære, hverken for Alvastra eller Vreta eller for vor Domkirke.”

„Heri har du kanhænde Ret,“ sagde Fruen paa Ulvåsa, „men derfor behøver du ikke at tvivle om min Spaadom. Nu lader jeg bygge et nyt Kloster paa Vadstena Gaard, og det turde blive det navnkundigste i hele Norden. Dertil vil baade høje