Side:Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/201

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

XX.
VADMELSBREDDEN.

Lørdag 23. April.

Drengen fløj afsted højt oppe i Luften. Han havde den store Ostergötaslette under sig og sad og talte de mange hvide Kirker, der stak Taarnet op midt i en Klynge Træer. Det varede ikke længe, før han var kommen til halvtreds. Saa blev han adspredt, og Regnskabet kom i Uorden.

De allerfleste Gaarde var byggede som store toetages Huse, der saa' saa statelige ud, at Drengen ikke kunde lade være at undre sig over dem. „Der kan jo ingen Bønder bo her i Landet,“ sagde han ved sig selv, „for Bøndergaarde ser jeg da ingen af.”

Da raabte alle Vildgæssene: „Her bor Bønderne som Herremænd. Her bor Bønderne som Herremænd.“

Paa Sletten var Is og Sne forsvundet, og Foraarsarbejdet var i Gang. „Hvad er det for nogle lange Krebs, der kryber hen over Agrene?“ spurgte Drengen lidt efter. „Stude og Plov, Stude og Plov,” svarede alle Vildgæssene.

Studene bevægede sig saa langsomt henover Agrene, at man ikke kunde se, de flyttede sig, og Gæssene raabte til dem: „I kommer ikke frem før næste Aar. I kommer ikke frem før næste Aar.“ Men Studene blev dem ikke Svar skyldig. De stak Mulerne i Vejret og brølede: „Vi gør mer Nytte i en Time end saadan nogle som I i hele jeres Liv.“

Nogle Steder blev Plovene trukken af Heste. De skridtede ud, meget ivrigere og hurtigere end Studene, men Gæssene kunde heller ikke lade være at drille dem. „Skammer I jer ikke ved at gøre Studearbejde?” raabte de til Hestene. „Skammer I jer ikke ved at gøre Studearbejde?” — „Skammer I jer