196
ikke selv ved at gøre Dagdriverarbejde?” vrinskede Hestene tübage.
Mens Heste og Stude var paa Arbejde, gik Staldvædderen om hjemme i Gaarden. Han var nyklippet og let til Bens, puffede Smaadrengene omkuld, jagede Lænkehunden ind i dens Hus og gik saa bagefter og spankulerede, som om han var Eneherre paa Gaarden. „Vædder, Vædder, hvor har du gjort af din Uld?” spurgte Vildgæssene, der fløj forbi oppe i Luften. — „Den har jeg sendt til Drags Fabrikker i Norrköping,” svarede Vædderen med en lang Brægen. — „Vædder, Vædder, hvor har du gjort af dine Horn?“ spurgte Gæssene. Horn havde nu Vædderen til sin store Sorg aldrig haft, og man kunde ikke gøre ham værre Tort end at spørge efter dem. Han løb længe omkring og stangede op i Luften, saa vred blev han.
Paa Landevejen korn en Mand gaaende, der foran sig drev en Flok skaanske Grise, som ikke var mere end nogle Uger gamle og skulde sælges oppe i Landet. De traskede tappert afsted, saa smaa som de var, og holdt sig tæt sammen som for at søge Beskyttelse. „Øff, øff, øff, vi er kommen for tidlig fra Far og Mor. Hvordan skal det gaa os stakkels Børn?” sagde de smaa Grise. Ikke engang Vildgæssene kunne nænne at gøre Løjer med saadan nogle smaa Stakler. „I faar det bedre, end I drømmer om,” raabte de, idet de fløj forbi dem.
Vildgæssene var aldrig i saa godt Humør, som naar de fløj henover en Sletteegn. Da skyndte de sig ikke, men fløj fra Gaard til Gaard og drev Spøg med de tamme Dyr.
Mens Drengen red henover Sletten, kom han til at tænke paa en Historie, som han havde hørt engang for længe siden. Han kunde ikke rigtig huske den, men det var noget om en Kjortel, der var syet halvt af guldindvirket Fløjl og halvt af graa Vadmel. Men den, der ejede Kjortelen, syede Vadmelsbredden over med saa mange Perler og ædle Stene, at den skinnede skønnere og kosteligere end Guldmoret.
Han kom til at tænke paa det med Vadmelsbredden, da han saa ned paa Ostergötland, fordi det bestod af en stor Slette. der laa indeklemt mellem to bjergfulde Skovegne, en mod Nord og en mod Syd. De to skovbevoksede Aase laa blaa og skønne og glimtede i Morgensolen, som om de var indhyllet i Guldslør, og Sletten, der kun udbredte den ene vinternøgne Ager efter den anden, var i og for sig ikke smukkere at se til end graat Vadmel.
Men Menneskene trivedes nok godt paa Sletten, fordi den
