200
der i gamle Dage var saa frygtet, at enhver, der nødvendigvis skulde igennem den, gav sig Gud i Vold og forberedte sig paa, at hans sidste Time var kommen.
 Kolmården nord for Bråviken |
Det er nu saa længe siden Kolmården blev Skov, at det er umuligt at sige, hvoraf det kom, at den blev, som den blev. Den havde sagtens en vanskelig Tid i Begyndelsen paa den haarde Bjerggrund, og den blev hærdet, fordi den var nødt til at skaffe sig Fodfæste blandt nøgne Klippeblokke og Føde af magert Grus. Det gik med den som med mangen en, der maa døje ondt i de unge Dage, men bliver stor og stærk, naar han vokser til. Da Skoven var fuldvoksen, havde den Træer, der var tre Favne i Omkreds, Træernes Grene var flettet sammen til et uigennemtrængeligt Net, og jorden var gennemvævet af haarde, glatte Trærødder. Den var et udmærket Tilholdssted for vilde Dyr og Røvere, der vidste, hvordan man skulde kravle og klatre og sno sig for at bane sig Vej gennem den. Men for andre havde den ingen synderlig Tillokkelse. Den var mørk og kold, vejløs og vildsom, tæt og stikkende, og de gamle Træer med deres skæggede Grene og mosgroede Stammer lignede Trolde.
