206
Men at faa Prygl, det var det værste, Karr vidste, og med det i Udsigt formaaede han ikke at holde Modet oppe. Han gik og hang med Hovedet, og da han kom op paa Herregaarden, saa han ikke op, men lod, som om han ikke kendte nogen.
Herremanden stod paa Trappen, da Skovløberen kom gaaende. „Hvad i Alverden er det for en Hund, De dér kommer med, Skovløber?” sagde han. „Det er da vel ikke Karr? Han maa da være skudt for længe siden.” Skovløberen gav sig saa til at fortælle om Elsdyrene, og Karr gjorde sig saa lille, han kunde, og krøb sammen bag Skovløberens Ben som for at skjule sig.
Men Skovløberen fortalte ikke Historien saadan, som Karr var forberedt paa. Han havde ikke Ord nok til Ros for Karr. Han sagde, at Hunden aabenbart havde vidst, at Elsdyrene var i Nød, og vilde redde dem. „Herren maa jo gøre, hvad De vil, men den Hund kan jeg ikke skyde,“ sagde Skovløberen tilsidst.
Hunden rejste sig og spidsede Øren. Han vilde knap tro, at han hørte rigtig. Skønt han nødig vilde røbe, hvor bange han havde været, kunde han ikke dy sig for at bjæffe lidt. Var det virkelig muligt, at han fik Lov at beholde Livet, blot fordi han havde været bekymret for Elsdyrene.
Herremanden syntes ogsaa, at Karr havde opført sig godt, men da han under ingen omstændigheder vilde have ham tilbage, vidste han ikke straks, hvad han skulde sige. „Ja, dersom De vil tage Dem af ham, Skovløber, og svare for, at han skikker sig bedre end før, saa lad ham leve,” sagde han tilsidst. Det var Skovløberen villig til, og saadan gik det til, at Karr kom til Skovløberen.
GRAAFELDS FLUGT.
Fra den Dag, Karr kom til Skovløberen, holdt han helt op med at drive ulovlig Jagt i Skoven. Det var ikke saa meget, fordi han var bleven forskrækket, som fordi han ikke vilde have, at Skovløberen skulde blive vred paa ham. For siden Skovløberen havde frelst hans Liv, elskede han ham over alt i Verden. Han havde ikke anden Tanke end at følge ham og passe paa ham. Gik han ud, saa løb Karr i Forvejen og undersøgte Vejen, og sad han hjemme, laa Karr udenfor Døren og holdt Øje med enhver, der kom og gik.
Naar alt var stille i Skovløberhuset, naar man ingen Skridt
