207
hørte paa Vejen, og Karrs Herre gik og puslede med de smaa Træer, som han opelskede i sin Køkkenhave, forslog Karr Tiden med at lege med Elgkalven.
I Begyndelsen havde Karr slet ikke Lyst til at give sig af med den. Men da han fulgte sin Herre alle Vegne, gik han ogsaa med ham ud i Stalden, naar han gav Elgkalven Mælk, og sad gerne udenfor Baasen og saa paa den. Skovløberen kaldte Kalven Graafeld, for han syntes ikke, den fortjente et finere Navn, og det var Karr enig med ham i. Hver Gang han saa Kalven, syntes han, at han aldrig havde set noget, der var saa grimt og var saa daarligt sat sammen. Den havde lange, ledeløse Ben, der sad under Kroppen som et Par løse Stylter. Hovedet var stort og gammelagtigt og rynket, og altid hang det til den ene Side. Skindet sad i Rynker og Folder, som om den havde faaet en Pels paa, der ikke var lavet til den. Den saa altid forknyt og mismodig ud, men, underligt nok, rejste den sig hurtig op, saa snart den saa Karr udenfor Baasen, som om den blev glad ved at se Hunden.
Elgkalven blev uslere for hver Dag der gik, den voksede ikke, og tilsidst kunde den ikke engang rejse sig, naar den saa Karr. Saa sprang Hunden op i Baasen til den, og da lyste det op i Staklens Øjne, som om den havde faaet et inderligt Ønske opfyldt. Fra den Tid af kom Karr hver Dag og besøgte Elgkalven og tilbragte hele Timer hos den med at slikke dens Pels, lege og tumle med den og lære den et og andet, som et Skovdyr bør vide Besked om.
Og underligt var det, men fra den Dag, da Karr havde fundet paa at løbe ind til Elgkalven, begyndte den at trives og vokse. Og da den først var kommen i Gang med det, voksede den paa nogle faa Uger saa stærkt, at den ikke længer kunde faa Plads i den lille Baas, men maatte flyttes ud i et Indelukke. Men da den havde gaaet i indelukket et Par Maaneder, var dens Ben bleven saa lange, at den kunde springe over Gærdet, naar den lystede. Da fik Skovløberen Tilladelse af Herremanden til at rejse et højt og stort Hegn til den. Der levede Elgen i adskillige Aar og voksede op til et stort, stateligt Dyr. Karr holdt den med Selskab, saa tit han kunde, men nu var det ikke af Medlidenhed, men fordi der var opstaaet et varmt Venskab imellem de to. Elgen var stadig nedslaaet og lod til at være sløv og sløj, men Karr forstod den Kunst at faa den munter og livlig.
Graafeld havde været fem Somre i Skovløberhuset, da
