210
blev temmelig længe staaende paa Bredden. Tilsidst gik han med. Han tabte Vejret af Velbehag, da Vandet, blødt og køligt, sluttede sig om hans Legeme. Han vilde ogsaa gerne have det over Ryggen, gik længere ud, mærkede, at Vandet bar ham, og gav sig til at svømme. Han svømmede rundt om Karr og var som hjemme i Vandet. Da de kom op paa Bredden igen, spurgte Hunden, om de nu skulde gaa hjem. „Der er længe til Morgen. Lad os gaa omkring i Skoven en Stund endnu,” sagde Graafeld.
De gik paa ny op i Naaleskoven. Snart naaede de en lille, aaben Plet, der laa ganske lys i Maaneskinnet, med Græs og Blomster tindrende af Dug. Midt paa Skovsletten gik nogle store Dyr og græssede. Det var en Elgtyr, nogle Elgkøer og adskillige Kvier og Kalve. Da Graafeld fik Øje paa dem, standsede han med et Sæt. Han saa knap til Køerne og Ungkvæget. Han stirrede kun paa den gamle Elgtyr, der havde brede, skovldannede Takker med mange Grene, en høj Pukkel over Bovene og en langhaaret Skindlap hængende ned fra Halsen. „Hvad er det for en?” spurgte Graafeld, og hans Stemme dirrede af Sindsbevægelse. — „Han hedder Hornkrone,” sagde Karr, „og han er din Frænde. Du faar ogsaa nok engang saadan nogle brede Takker og Mage til Manke, og dersom du blev i Skoven, fik du sagtens ogsaa en Hjord at være Fører for.” — „Hvis han derhenne er min Frænde, vil jeg gaa nærmere og se paa ham,“ sagde Graafeld. „Aldrig har jeg tænkt mig, at et Dyr kunde være saa vældigt.”
Graafeld gik hen til Elgene, men kom straks efter tilbage til Karr, der var bleven staaende i Skovbrynet. „Du blev nok ikke godt modtagen?” sagde Karr. — „Jeg fortalte ham, at det var første Gang, jeg havde mødt Frænder, og jeg bad, om jeg maatte gaa paa Engen hos dem, men han viste mig bort og truede ad mig med Takkerne.” — „Det var godt, du veg for ham,“ sagde Karr. „En ung Tyr, der endnu ikke har faaet skovlformede Takker, maa tage sig i Vare for at slaas med gamle Elge. Hvis det var en anden, der var veget uden Modstand, havde han faaet et daarligt Navn paa sig over hele Skoven, men du, der skal rejse til Udlandet, behøver jo ikke at bryde dig om den Slags Ting.”
Karr havde næppe talt ud, før Graafeld vendte om og gik ud paa Engen. Den gamle Elg gik imod ham, og de kom straks i Kamp. De satte Takkerne mod hinanden og stangedes, og det endte med, at Graafeld blev dreven tilbage over hele Engen,
