Side:Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/217

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

211

Han forstod aabenbart ikke at bruge sine Kræfter. Men da han kom til Skovbrynet, satte han Klovene fastere i Jorden, brød voldsomt paa med Takkerne og begyndte at drive Hornkrone tilbage. Graafeld kæmpede tavs, men Hornkrone prustede og hvæsede. Nu var det den gamle Elgs Tur at blive dreven tilbage over Engen. Pludselig hørtes et stærkt Brag. Det var en af den gamle Elgs Takker, der knækkede. Han rev sig voldsomt løs fra Graafeld og løb til Skovs.

Karr stod endnu i Skovbrynet, da Graafeld kom tilbage til ham. „Nu har du set, hvad der er i Skoven,” sagde Karr. „Vil du nu gaa med hjem?” — „Ja, det er nok paa Tiden,” sagde Elgen.

Paa Hjemvejen talte ingen af dem. Karr sukkede flere Gange, som om han var skuffet over noget, men Graafeld skred afsted med højt løftet Hoved og lod til at være glad over sit Eventyr. Han gik hele Vejen uden mindste Tøven, lige til han kom til Hegnet, men der standsede han. Han kastede et Blik paa det snevre Indelukke, hvor han hidtil havde levet, saa den nedtrampede jord, det visne Foder, det lille Trug, han havde drukket Vand af, og det mørke Skur, hvor han havde sovet. „Elgene er ét med Skoven,” raabte han, kastede Hovedet tilbage, saa hans Nakke berørte Ryggen og stormede i den vildeste Flugt ind i Skoven.

HJÆLPELØS.

I en Grantykning dybt inde i den store Fredskov viste der sig hvert Aar i August Maaned nogle graahvide Natsommerfugle af den Slags, der hedder Nonner. De var faa og smaa, og der var næsten ingen, der lagde Mærke til dem. Naar de havde fløjet om dybt inde i Skoven et Par Nætter, lagde de nogle tusende Æg paa Træstammerne, og kort efter sank de livløse til Jorden.

Naar det blev Foraar, kom der nogle smaa, prikkede Larver ud af Æggene og gav sig til at æde Grannaale. De havde god Appetit, men de kom aldrig til at gøre Træerne synderlig Skade, for de var stærkt efterstræbt af Fuglene. Der var sjælden mer end nogle hundrede Larver, der undgik Forfølgerne.

De faa Larver, der naaede at blive fuldvoksne, krøb ud paa Grenene, spandt sig ind i hvide Traade og sad nogle Uger som ubevægelige Pupper. I Løbet af denne Tid blev i Reglen over Halvdelen af dem snappet bort. Hvis der i August