16
saa let. Og for hver ny Flok Vildgæs, der fløj forbi, blev de tamme Gæs mere og mere urolige. Et Par Gange slog de med Vingerne, som om de havde Lyst til at følge med. Men da sagde altid en gammel Gaasemor: „Vær nu ikke gale. De deroppe kommer baade til at sulte og fryse.“
Der var en ung Gase, som blev greben af en voldsom Rejselyst ved al den Raaben. „Kommer der een Flok til, saa følger jeg med,” sagde den.
Saa kom der en ny Flok, der raabte ligesom de andre. Da skreg den unge Gase: „Vent! Vent! jeg kommer.”
Den bredte Vingerne ud og hævede sig op i Luften, men den var saa uvant med at flyve, at den faldt til Jorden igen.
Vildgæssene maatte dog have hørt dens Raab. De vendte om og fløj langsomt tilbage for at se, om den kom.
„Vent! Vent!” raabte den og gjorde et nyt Forsøg.
Alt dette hørte Drengen, som han laa der paa Stengærdet. „Det vilde rigtignok være slemt,” tænkte han, „hvis den store Gase fløj sin Vej. Fader og Moder vilde blive meget kede af det, hvis den var borte, naar de kom hjem fra Kirke.”
Mens han tænkte saadan, glemte han igen ganske, at han var lille og afmægtig. Han sprang fra Gærdet midt ned i Gaaseflokken og slog Armene om Halsen paa Gasen. „Du skal nok blive fri for at flyve din Vej,” raabte han.
Men lige i det samme havde Gasen opdaget, hvordan den skulde bære sig ad med at hæve sig fra Jorden. Den kunde ikke sinke sig med at ryste Drengen af, men han maatte følge med op i Luften.
Det gik saa hastig opad, at Drengen tabte Vejret. Inden det gik op for ham, at han skulde slippe Taget om Gasens Hals, var han saa højt oppe, at han vilde have slaaet sig ihjel, hvis han faldt ned.
Det eneste, han kunde gøre for at faa det lidt bedre, var at prøve paa at komme op paa Gasens Ryg. Han arbejdede sig ogsaa derop, skønt ikke uden stor Møje. Og det var heller ingen let Sag at sidde fast paa den glatte Ryg imellem de to svingende Vinger. Han maatte gøre et dybt Greb ned i Fjer og Dun med begge Hænder for ikke at falde af.
DET TÆRNEDE TØRKLÆDE.
Drengen blev saa svimmel, at han længe ikke vidste af sig selv. Luften susede og hvinede imod ham, Vingerne svingede,
