214
være dig til Tjeneste.” — „Der bor et Sommerfuglefolk i Granerne lige ved mit Kær,“ sagde Snogen, „nogle, der flyver om Natten sidst paa Sommeren.” — „Ja, jeg ved nok, hvad det er for nogle, du mener,“ sagde Kryle, „hvad er der med dem?“ — „Det er det mindste Insektfolk i Skoven,“ sagde Hjælpeløs, „og det uskadeligste af dem alle, for Larverne æder ikke andet end Grannaale.” — „Ja, det ved jeg,” sagde Kryle. — »Jeg er bange for, at det Sommerfuglefolk snart vil blive helt udryddet,” sagde Snogen. „Der er saa mange, der tager Larverne om Foraaret.“ Nu troede Kryle, det var Meningen, at Snogen gerne vilde beholde Larverne for sig selv, og han svarede venligt: „Vil du have, jeg skal sige til Uglerne, at de skal lade de Granlarver være i Fred?” — „Ja, det var rart, hvis du, der har noget at sige i Skoven, kunde udvirke det,” sagde Hjælpeløs. „Skal jeg maaske ogsaa lægge et godt Ord ind for de Granædere hos Droslerne?” sagde Hugormen. „Jeg vil gerne tjene dig, naar du ikke forlanger Urimeligheder.” — „Saa siger jeg Tak for dit gode Løfte, Kryle,“ sagde Hjælpeløs, „og jeg er glad, jeg henvendte mig til dig.”
NONNERNE.
Flere Aar efter denne Tildragelse laa Karr en Morgenstund og sov ude i Bislaget. Det var i Forsommeren, i de lyse Nætters Tid, og skønt Solen ikke var staaet op, var det højlys Dag. Da vaagnede Karr ved, at en raabte hans Navn. „Er det dig, Graafeld?“ spurgte Karr, for han var vant til, at Elgen næsten hver Nat kom og besøgte ham. Han fik intet Svar. men hørte igen, at der var en, der kaldte paa ham. Han syntes, han kendte Graafelds Stemme, og løb efter Lyden.
Karr kunde høre Elgen løbe foran sig, men kunde ikke indhente ham. Han styrtede ind i den tætteste Granskov midt igennem Tykningen uden at følge Vej eller Sti. Karr var flere Gange nær ved at tabe Sporet. Men saa lød det igen: „Karr, Karr!” og Stemmen var Graafelds, skønt den havde en Klang, som Hunden aldrig før havde hørt. „Jeg kommer, jeg kommer. Hvor er du?” svarede Hunden. — „Karr, Karr, ser du ikke, hvor det drysser og drysser?” spurgte Graafeld. Karr saa da, at der ustandselig dryssede Naale ned fra Granerne, ligesom en fin Regn. „Jo, jeg ser, det drysser,“ raabte han, men løb i det samme dybere ind i Skoven for at Finde Elgen.
