Side:Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/221

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

215

Graafeld løb i Forvejen, tværs igennem Tykningen, og Karr var paa ny ved at tabe Sporet. „Karr, Karr!” skreg Graafeld, og det lød som et Brøl. „Kan du ikke mærke, hvordan her lugter i Skoven?” Karr blev staaende og vejrede. Han havde ikke tænkt over det før, men nu kunde han godt mærke, at Granerne udbredte en meget stærkere Duft end sædvanlig. „Jo, jeg kan mærke, her lugter stærkt,” sagde han, gav sig dog ikke Tid til at se efter, hvad det kom af, men skyndte sig afsted efter Graafeld.

Elgen løb endnu engang sin Vej i saadan en Fart, at Hunden ikke kunde indhente ham. „Karr, Karr,” raabte han lidt efter, „kan du ikke høre, hvor det knirker i Granerne?” Nu var Stemmen saa sørgmodig, at den maatte røre en Sten. Karr stod stille for at høre efter og hørte en svag, men tydelig Knirken oppe i Træerne. Det lød som et Urs Dikken. „Jo, jeg kan høre det dikke!” raabte Karr og løb nu ikke længer. Han forstod nok, at Elgen ikke vilde have, han skulde følge ham, men at han skulde lægge Mærke til noget, der gik for sig i Skoven.

Karr stod lige under en Gran, der havde buskede, nedhængende Grene og grove, mørkegrønne Naale. Han saa nøje paa Træet og syntes da, det saa ud, som om dets Naale rørte sig. Da han gik nærmere, opdagede han en Masse graahvide Larver, der kravlede om paa Grenene og aad af Naalene. Hver eneste Gren var fuld af dem; de gnavede og aad. Det dikkede og dikkede i Træerne af alle deres smaa arbejdende Kæber. Ustandselig faldt afgnavede Grannaale til Jorden, og fra de stakkels Grantræer udstrømmede der saa stærk en Duft, at Hunden næsten ikke kunde udholde den.

„Den Gran faar nok ikke Lov at beholde ret mange af sine Naale,” tænkte han og saa opmærksomt paa Træet ved Siden af. Det var ogsaa en stor, høj Gran, men den saa ligedan ud. „Hvad kan det dog være?” tænkte Karr. „Det er Synd for de dejlige Træer. Der er snart ikke noget kønt ved dem mer.” Han gik fra Træ til Træ og søgte at opdage, hvad der var i Vejen med dem. „Der staar en Fyr. Den har de vel ikke turdet røre,” tænkte han. Men de havde ogsaa angrebet Fyrren. „Og dér en Birk. Jo, ogsaa dér, ogsaa dér. Det vil Skovløberen ikke blive glad ved,“ tænkte Karr.

Han løb længere ind i Tykningen for at se hvor langt Ødelæggelsen var naaet. Hvor han kom, hørte han samme Dikken, mærkede samme Lugt, saa samme Naaleregn. Han