216
behøvede ikke at staa stille for at se det. Disse Tegn sagde ham, hvordan det stod til. De smaa Larver var alle Vegne. Hele Skoven stod i Fare for at blive ædt nøgen af dem.
Pludselig kom han til et Sted, hvor han ikke kunde mærke den stærke Granduft, og hvor der var stille og roligt. „2Her er det forbi med deres Herredømme,” tænkte Hunden, stod stille og saa sig om. Men her var det værre endnu; her havde Larverne allerede endt deres Arbejde, og Træerne stod uden Naale. De var som døde, og det eneste, der dækkede dem, var en Mængde sammenfiltrede Traade, som Larverne havde spundet og brugt til Broer og Veje.
Herinde mellem de døende Træer stod Graafeld og ventede paa Karr. Men han var ikke alene; ved Siden af ham stod der fire gamle Elsdyr, de mest ansete i Skoven. Karr kendte dem. Der var Krogryg, som var en lille Elg, men hvis Pukkel var større end alle andres, Hornkrone, der var den største af hele Elgfolket, Stridmanke med den tætte Pels og en gammel højbenet en, der hed Storstærke, og som havde været forfærdelig hidsig og kamplysten, lige til den ved sidste Efteraarsjagt havde faaet en Kugle i Laaret.
„Hvad i Alverden er der i Vejen med Skoven?” spurgte Karr, da han kom hen til Elsdyrene, der stod med hængende Hoveder og fremskudt Overlæbe og saa meget tankefulde ud. — „Det er der ingen, der ved,” svarede Graafeld. „Det Insektfolk har været det svageste i hele Skoven og har aldrig før gjort nogen Skade, men i de senere Aar er det pludselig taget til i Antal, og nu ser det ud til, at det vil ødelægge hele Skoven.” — „Ja, det ser slemt ud,“ sagde Karr, „men jeg ser, at de klogeste i Skoven har samlet sig for at raadslaa, og de har maaske fundet paa Hjælp.”
Da Hunden talte saadan, løftede Krogryg meget højtidelig sit tunge Hoved, slog med de lange Øren og sagde: „Vi har stævnet dig herhen, Karr, for at faa at vide, om Menneskene ved Besked om denne ødelæggelse.” — „Nej,” sagde Karr, „saa langt ind i Tykningen kommer der jo aldrig Mennesker undtagen i Jagttiden. De ved ikke noget om Ulykken.” — „Vi, der er gamle i Skoven,” sagde saa Hornkrone, „tror ikke, at vi Dyr kan klare os alene imod det Insektfolk.” — „Vi synes, det ene er næsten ligesaa stor en Ulykke som det andet,“ sagde Stridmanke. „Nu er det nok forbi med Freden i Skoven.” — „Men vi kan ikke lade hele Skoven ødelægge,” sagde Storstærke. „Vi har ikke noget Valg.”
