217
Karr forstod, at Elgene havde ondt ved at faa sagt, hvad de vilde, og søgte at hjælpe dem. „Det er maaske jeres Mening, at jeg skal lade Menneskene vide, hvordan det staar til her?” Da nikkede alle de gamle flere Gange. „Det er haardt for os at være nødt til at bede Menneskene om Hjælp, men vi ved ikke vort levende Raad.”
Lidt efter var Karr paa Hjemvejen. Allerbedst som han kom løbende i største Bekymring over, hvad han havde hørt, mødte han en stor, sort Snog. „Vel mødt i Skoven!“ hvæsede Snogen. — „Vel mødt igen!“ bjæffede Karr og vilde skynde sig forbi uden at standse. Men Snogen vendte om og prøvede at indhente ham. „Det kan jo være, den ogsaa er bekymret for Skoven,“ tænkte Karr og blev staaende. Snogen gav sig øjeblikkelig til at tale om den store Ødelæggelse. „Nu er det nok forbi med Fred og Ro her i Skoven, naar der bliver sendt Bud efter Menneskene,” sagde han. — „Det er jeg ogsaa bange for,” sagde Karr, „men de gamle i Skoven ved vel, hvad de gør.“ — „Jeg tror nok, jeg kunde finde paa bedre Raad,” sagde Snogen, hvis jeg blot fik den Løn, jeg vil have.” — Er det ikke dig, de kalder Hjælpeløs?“ sagde Hunden haanlig. — „Jeg er gammel i Skoven,“ sagde Snogen. „Jeg ved nok, hvordan man bliver af med den Slags Utøj.” — „Kan du bare skaffe os af med det.“ sagde Karr, „er der vist ingen, der vil nægte dig, hvad du forlanger.”
Idet Karr sagde dette, smuttede Snogen ind under en Trærod og fortsatte ikke Samtalen, før han laa vel forvaret i et snævert Hul. „Saa kan du hilse Graafeld og sige,“ hvæsede han, „at, hvis han vil drage bort fra Fredskoven og ikke slaa sig til Ro, før han kommer saa langt imod Nord, at der ikke vokser en Eg i Skoven, og ikke komme her tilbage, saa længe Snogen Hjælpeløs lever, saa skal jeg sende Sygdom og Død over alle dem, der kryber og gnaver paa Granerne!” — „Hvad er det, du siger?” spurgte Karr og begyndte at rejse Børster. „Hvad ondt har Graafeld gjort dig?” — „Han har dræbt den, jeg elskede højest i Verden,” sagde Snogen, „og jeg vil have Hævn over ham.” Inden Snogen havde talt ud, fo'r Karr henimod ham, men Snogen laa godt gemt under Træroden. „Lig du dér, saalænge du lyster!“ sagde Karr. „Vi skal nok faa Bugt med Granlarverne uden din Hjælp.”
Næste Dag gik Herremanden og Skovløberen henad en Skovvej. Først løb Karr ved Siden af dem, men snart var
