218
han borte, og kort efter hørtes en høj Gøen inde fra Skoven. „Det er Karr, der jager,” sagde Herremanden. Skovløberen kunde ikke tro det. „Karr har ikke drevet ulovlig Jagt i mange Aar,” sagde han. Han løb ind i Skoven for at se, hvad det var for en Hund, og Herremanden fulgte ham.
De gik efter Hundeglammet helt ind i den tætteste Del af Skoven, men der hørte det op. De stod stille for at lytte, og dér, i Stilheden, hørte de Larvernes Kæber arbejde, saa hvor Naalene regnede ned og mærkede den stærke Duft. Og da opdagede de ogsaa, at alle Træerne var bedækkede af Nonnesommerfuglens Larver, de smaa Træfjender, der kan ødelægge Skove i Milevis.
DEN STORE NONNEKRIG.
Næste Foraar kom Karr en Morgen løbende gennem Skoven. „Karr, Karr!” var der en, der raabte efter ham. Karr vendte sig om. Han hørte ikke fejl. Det var en gammel Ræv, der stod udenfor sin Hule og kaldte paa ham. „Du maa endelig sige mig, om Menneskene gør noget for Skoven,” sagde Ræven. — „Ja, det kan du være vis paa!” sagde Karr. „De arbejder alt, hvad de kan.“ — „De har taget Livet af hele min Slægt, og de faar ogsaa nok Livet af mig,“ sagde Ræven. „Men det skal være dem tilgivet, naar blot de hjælper Skoven.”
Karr kom aldrig gennem Krattet det Aar, uden der var en eller anden, der spurgte ham, om Menneskene kunde hjælpe Skoven. Det var ikke saa let for Karr at svare, for Menneskene vidste ikke selv, om det vilde lykkes dem at faa Bugt med Nonnerne.
Naar man tænker paa, hvor hadet og frygtet det gamle Kolmården engang var, maatte man undre sig ved at se, at der hver Dag gik over hundrede Mand dybt inde i Skoven og arbejdede paa at redde den fra Ødelæggelse. De fældede de Træer, der havde taget mest Skade, ryddede Underskoven og huggede de nederste Grene af, for at Larverne ikke skulde have saa let ved at krybe fra Træ til Træ. De huggede brede Bælter ud rundt om den ødelagte Skov, og dér lagde de Limstænger for at lukke Larverne inde og hindre dem i at brede sig til andre Omraader. Da det var gjort, lagde de Limringe og Fangbælter om Træstammerne. Det var Meningen, at de derved vilde forhindre Larverne i at
