222
mere ærgerlig over, at Snogen havde formaaet at holde Ord. Nu blev Graafeld sagtens nødt til at blive borte en evig Tid, for den Snog døde saamænd aldrig.
Men midt i Karrs allerstørste Bedrøvelse faldt der ham noget ind, som trøstede ham lidt. „Maaske den Snog alligevel ikke bliver gammel,” tænkte han. „Altid kan han da ikke ligge gemt under en Trærod. Saasnart han blot har skaffet os af med Larverne, ved jeg nok en, der vil bide ham ihjel.”
Der var virkelig udbrudt Sygdom mellem Larverne, men den første Sommer greb den ikke synderlig om sig. Den havde knap vist sig, før det var Tiden for Larverne at blive til Pupper. Og ud af Pupperne kom der Millioner af Sommerfugle. Hver Nat fløj de om som et Snefog mellem Træerne og lagde en utallig Masse Æg. Næste Aar maatte man være forberedt paa endnu større Ødelæggelse.
Ødelæggelsen kom, dog ikke alene over Skoven, men ogsaa over Larverne selv. Sygdommen bredte sig hurtig fra den ene Del af Skoven til den anden. De syge Larver holdt op at spise, krøb op i Toppen af Træerne og døde. Der blev stor Glæde blandt Menneskene, da de saa dem dø, men endnu større blandt Dyrene i Skoven.
Karr, Hunden, gik hver Dag og tænkte med barsk Glæde paa den Dag, da han kunde forsvare at bide Hjælpeløs ihjel.
Men Larverne havde bredt sig milevidt til de omliggende Skove, og heller ikke denne Sommer naaede Sygdommen dem alle, men mange levede, til de blev Pupper og Sommerfugle.
Med Trækfugle fik Karr Hilsener fra Graafeld, at han var i Live og havde det godt. Men Fuglene betroede Karr, at Graafeld flere Gange havde været stærkt efterstræbt af Krybskytter, og at han kun med Nød og næppe var undsluppen.
Karr levede i Uro og Sorg og Længsel. Og to Somre endnu maatte han gaa og vente. Da først var det forbi med Larverne.
Aldrig saasnart hørte Karr Skovløberen sige, at Skoven var udenfor Fare, før han begyndte at gaa paa Jagt efter Hjælpeløs. Men da han kom ind i Krattet, gjorde han en frygtelig Opdagelse. Han kunde ikke jage længer, han kunde ikke løbe, han kunde ikke spore sin Fjende op, han kunde ikke engang se. I den lange Ventetid havde Alderdommen lukket sig over Karr. Han var bleven gammel, uden at han
