224
vel var kommen op og vendte sig om, saa han, at Snogen prøvede paa at komme bagefter.
Lige ved Siden af Drengen oppe paa Stenblokken laa der en Sten til, der var næsten rund og saa stor som et Menneskehoved. Den laa ganske løs helt ude ved Randen. Det var ufatteligt, at den kunde ligge der. Da Snogen kom nærmere, løb Drengen om bagved den runde Sten og gav den et Skub. Den trillede lige ned paa Snogen, saa denne faldt til Jorden, og Stenen ramte dens Hoved og blev liggende over det.
„Den Sten gjorde sine Sager godt,” tænkte Drengen og drog et Lettelsens Suk, da han saa, at der gik et Par Trækninger gennem Snogen, som derpaa laa ganske stille: „Jeg tror knap, jeg har været i større Fare paa hele Rejsen.“
Næppe havde han faaet Tid til at samle sig lidt, før han hørte en Susen i Luften og saa en Fugl slaa ned paa Jorden lige ved Siden af Snogen. Den lignede en Krage i Størrelse og Bygning, men den havde en smuk Dragt af sorte, metalglinsende Fjer. Drengen skjulte sig forsigtig i en Revne i Stenen. Han huskede kun altfor godt, hvordan det gik ham, da han blev bortført af Kragerne, og agtede ikke at komme frem, naar det ikke var nødvendigt.
Den sorte Fugl gik med lange Skridt frem og tilbage ved Siden af den døde Snog og rørte ved den med Næbbet. Til sidst slog han med Vingerne og raabte med saa skingrende Stemme, at det gjorde ondt i Ørene: „Det maa være Snogen Hjælpeløs, der ligger død her!” Endnu engang gik han langs med Snogen i hele dens Længde, og saa blev han staaende i dybe Tanker og kløede sig i Hovedet med Foden. „Der kan umulig være to saa store Snoge her i Skoven,“ sagde han. „Det er ganske sikkert ham.”
Det saa ud, som om han i det samme vilde sætte Næbbet i Snogen, men pludselig holdt han inde. „Vær nu ingen Dumrian, Bataki,“ sagde han. „Det kan da ikke falde dig ind at æde Snogen, før du har hentet Karr. Han vil aldrig tro, at Hjælpeløs er død, hvis han ikke selv faar ham at se.”
Drengen gjorde sit Bedste for at være stille, men Fuglen var saa morsom højtidelig, som han gik der og snakkede med sig selv, at han ikke kunde lade være at le.
Fuglen hørte ham, og med et eneste Vingeslag var han oppe paa Stenen. Drengen rejste sig hurtigt og gik ham i Møde. „Er du ikke den Ravn, de kalder Bataki, og som er gode Venner med Akka fra Kebnekajse?” spurgte Drengen.
