227
‚men I ved vel nok, at vi Elsdyr er fredede paa denne Aarsens Tid. De Jægere er vist gaaet ud for at jage Ræve.’
‚Der var fuldt op af Rævespor i Skoven, men dem saa jægerne ikke efter. Tro I mig! De ved, I ligger her. Og nu kommer de for at fælde jer. De er gaaet ud uden Bøsse, kun med Spyd og Kniv, fordi de ikke tør løsne Skud i Skoven paa denne Tid af Aaret.’
Elgtyren blev ganske rolig liggende, men Køerne blev ængstelige. ‚Maaske det dog er, som Gæssene siger,’ sagde de og vilde til at rejse sig. — ‚Bliv I bare liggende? sagde Tyren. ‚Her i Tykningen kommer der ingen Jægere. Det kan I stole paa!’
Det var der ikke noget at gøre ved, og vi Vildgæs steg igen op i Luften. Men vi vedblev at flyve henover det samme Sted for at se, hvordan det vilde gaa Elgene.
Aldrig saasnart var vi kommen op i almindelig Flyvehøjde, før vi saa Elgtyren komme ud af Tykningen. Den vejrede til alle Sider og gik saa lige imod jægerne. Idet den gik, traadte den paa tørre Kviste, som knækkede med et Smæld. En stor, nøgen Mose laa foran den. Dér gik den ud og stillede sig midt paa den aabne Mose, hvor der ikke var noget, der beskyttede den.
Der blev Elgtyren staaende, lige til Jægerne kom til Syne i Skovbrynet. Saa vendte han brat om løb i en anden Retning end den, han var kommen fra. Jægerne slap Hundene løs, og selv satte de efter ham paa deres Skier saa hurtigt, som det var dem muligt.
Elgen kastede Hovedet tilbage og satte afsted i vild Fart. Han sparkede Sneen i Vejret, saa den stod som et Snefog om ham. Hverken Hunde eller Jægere kunde følge ham. Saa blev han staaende, som for at vente paa dem, og naar de igen var indenfor Synsvidde, stormede han afsted paa ny. Vi forstod, det var hans Mening at lokke Jægerne bort fra det Sted, hvor Køerne laa. Vi syntes, han var tapper, at han selv gik Faren i Møde, for at de, der hørte ham til, kunde være i Fred. Ingen af os var i Stand til at flyve bort fra Stedet, før vi havde set, hvad Enden blev.
Jagten fortsattes et Par Timer paa samme Maade. Vi kunde ikke forstaa, at Jægerne indlod sig paa at jage Elgen, naar de ikke var bevæbnede med Bøsser. De kunde da aldrig vente, det skulde lykkes at trætte saadan en Løber.
Men saa saa' vi, at Elgen ikke mere løb saa hurtigt. Han
