228
traadte forsigtigere i Sneen. Og naar han igen løftede Benene, var der Blod i Sporene.
Da forstod vi, hvorfor Jægerne havde været saa udholdende. De stolede paa, at Sneen skulde hjælpe dem. Elgen var tung, og for hvert Skridt han gjorde, sank han helt ned til Bunden af Driven. Men derved gnavede den haarde Sneskorpe hans Ben itu. Den sled Haarene af og kradsede Hul paa Skindet, saa det var ham en Pine, hver Gang han satte Foden paa Jorden.
Jægerne og Hundene, der var saa lette, at de kunde gaa paa Isskorpen, blev ved at forfølge ham. Han løb og løb, men hans Skridt blev mere og mere usikre og snublende. Han pustede voldsomt. Han var ikke blot i stor Pine, han blev ogsaa træt af at vade gennem den dybe Sne.
Endelig tabte han Taalmodigheden. Han stod stille og lod Hunde og Jægere komme sig helt ind paa Livet for at tage Kampen op med dem. Mens han stod der og ventede, saa han i Vejret, og da han fik Øje paa os Vildgæs, der svævede over ham, raabte han: ‚Bliv nu her, Vildgæs, til det hele er forbi! Og naar I næste Gang flyver over Kolmården, opsøg saa Hunden Karr og fortæl ham, at hans Ven Graafeld fik en god Død!’“
Da Akka var naaet saa langt, rejste den gamle Hund sig op og gik nogle Skridt nærmere hen til hende. „Graafeld har levet et ædelt Liv,” sagde han. „Han kender mig. Han ved, jeg er en modig Hund, og at jeg vil blive glad ved at høre, at han har faaet en god Død. Fortæl mig nu…”
Han løftede Halen og hævede Hovedet som for at indtage en kæk og stolt Holdning, men sank igen sammen.
„Karr, Karr!” raabte en Menneskestemme inde fra Skoven.
Den gamle Hund rejste sig straks. „Det er Husbond, der kalder,” sagde han, „og jeg vil ikke lade ham vente. Jeg saa ham for lidt siden lade Bøssen, og vi to gaar nu sammen ud i Skoven for sidste Gang. Tak skal du have, Vildgaas! Nu ved jeg alt, hvad jeg trængte til at vide for at gaa glad i Døden.”
