Side:Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/240

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

234

han kan se Frugter og Roser gløde i det stærke Solskin. Det vilde gøre godt at føle Solen skinne paa sig igen efter al den Kulde og Blæst og Regn, han har maattet døje.

Det lader heller ikke til, der er det mindste i Vejen for at komme ind i Haven. Tæt ved Granen, hvor Drengen ligger, er der en Port i den høje Mur, og en gammel Gartner har netop lukket de store Jerndøre op. Nu staar han i Porten og ser ufravendt ind i Skoven, ganske som om han ventede nogen.

Øjeblikkelig er Drengen nede af Træet. Han gaar hen til Gartneren med Huen i Haanden, bukker og spørger,om det er tilladt at se Haven.

„Ja, Værsgod,” svarer Gartneren med barsk Stemme. „Træd du kun ind!“

Saa trækker han Portene til og lukker dem med en tung Nøgle, som han putter i sit Bælte. Imidlertid staar Drengen og ser paa ham. Han har et stift, ubevægeligt Ansigt med store Knebelsbarter, Fipskæg og Ørnenæse. Havde han ikke haft et blaat Gartnerforklæde paa og en tung Spade i Haanden, vilde Drengen antaget ham for en gammel Soldat.

Gartneren gaar ind i Haven med saa lange Skridt, at Drengen maa løbe for at følge med. De gaar paa en smal Gang, og Drengen kommer til at træde i Græsset. Men straks faar han en Advarsel imod at træde Græsset ned, og saa løber han bagefter sin Fører.

Drengen har en Fornemmelse af, at Gartneren egentlig holder sig for god til at vise Haven frem for saadan en Skifting som ham, og han tør ikke spørge ham om noget, men løber blot bagefter. Nu og da henkaster Gartneren et Ord til ham. Lige indenfor Muren er der en tæt Hæk, og idet de gaar igennem den, siger han, at han kalder den Kolmården. „Ja, den er stor nok til at svare til det Navn,” siger Drengen, men Gartneren bryder sig ikke en Smule om at høre paa, hvad han siger.

Saa kommer de ud af Buskadset, og Drengen kan overse et stort Stykke af Haven. Han opdager straks, at den ikke er videre stor, ikke mer end et Par Tønder Land. Den høje Mur beskytter den mod Syd og Vest, men mod Nord og Øst er den omgiven af Vand, saa dér behøves ingen Hegn.

Gartneren staar stille for at binde en Ranke op, og imens faar Drengen Tid at se sig om. Han har ikke set mange Haver i sit Liv, men han har en Fornemmelse af, at denne er forskellig fra alle andre. Den maa være anlagt i en eller anden gammeldags Manér, for saadan en mylrende Masse smaa Høje