237
andet at bestille end at staa her og vente paa saadan en Hvalp som dig?”
Da Drengen kommer løbende over Broen, raaber han ham i Møde: „Naa, hvordan gik det? Saa du noget til den hvide Dame?“
Drengen har ikke set noget levende Væsen, og det siger han. Da hugger den gamle Spaden saa voldsomt mod en Sten, at Stenen kløves, og siger med en Stemme, der kommer dybt nede fra den allerfrygteligste Fortvivlelse: „Har den hvide Dame paa Vibyholm fundet Hvile og jeg ikke?”
Hidtil har de holdt sig til den sydlige Del af Haven, men nu gaar Gartneren henimod den vestlige Del. Den er anlagt anderledes. Der er store, jævne Græsplæner afvekslende med Jordbærbede, Kaalhaver og Frugtbuske. Her er ogsaa mange af de smaa Lysthuse, men de fleste er rødmalede; de ligner mest Bøndergaarde og er omgivne af Humlehaver og Kirsebærtræer.
Her standser Gartneren ikke for at lade Drengen gaa nogen Steder ind. Han siger kun flygtigt: „Denne Egn kalder jeg Vingåker.”
Straks efter bliver han staaende udenfor en lille Bygning, som er meget tarveligere end alle de andre og mest af alt ligner en Smedje. „Det er et stort Værksted,” siger han. „Det kalder jeg Eskilstuna. Har du Lyst, kan du gerne gaa ind og se dig om!”
Drengen gaar derind og ser en utrolig Mængde Hjul, der snurrer rundt, Hamre, der smeder, og Drejeskiver, der hviner. Der var saa meget at se, at han godt kunde have gaaet om derinde hele Natten, hvis Gartneren ikke havde kaldt paa ham.
Derpaa gik de langs med Søen paa Havens nordre Side. Bredden bugter sig ud og ind: Odde og Bugt, Odde og Bugt langs hele Haven. Udenfor Odderne ligger der smaa Øer, der er adskilt fra Landet ved smalle Sunde. De smaa Øer hører ogsaa med til Haven. De er beplantede ligesaa omhyggeligt som alt det andet.
Drengen gaar forbi den ene smukke Gaard efter den anden, men han staar ikke stille, før han kommer til en prægtig, rød Kirke. Den ser meget anselig ud, som den ligger der paa en Odde overskygget af bugnende Frugttræer. Gartneren vil som sædvanlig gaa forbi, men Drengen tager Mod til sig og beder om Lov til at gaa derind. „Ja, ja, saa gaa derind da!”
