240
siger, men gaar lige hen til Porten. Der vender han sig om til Drengen og rækker ham sin Spade. „Se her,” siger han, „hold den for mig, mens jeg lukker Porten op!”
Men Drengen er allerede saa ked af det Besvær, han har voldt den gamle, barske Mand, at han vil spare ham al videre Ulejlighed. „I behøver ikke at lukke den tunge Port op for min Skyld,“ siger han, og i det samme smutter han ud mellem Jernstængerne. Det er den letteste Sag af Verden for ham.
Han gør det i den allerbedste Mening, og han bliver meget forundret, da han hører Gartneren udstøde et Vredesudraab bag hans Ryg, stampe i Jorden og ruske i Jerngitteret.
„Hvad er der? Hvad er der?” siger Drengen. „Jeg vilde blot spare jer Ulejlighed. Hvorfor er I saa vred?”
„Skulde jeg ikke være vred!” siger den gamle. „Der skulde ikke andet til, end at du havde taget min Spade, saa maatte du have gaaet her og passet Haven, og jeg var bleven afløst. Nu ved jeg ikke, hvor længe jeg kommer til at gaa her.”
Og saa staar han og rusker i Gitteret og ser forfærdelig vred ud, men Drengen kan ikke lade være at have ondt af ham og prøver paa at trøste ham.
„I maa ikke være saa bedrøvet over det, Hr. Karl af Södermanland,“ siger han, „for der er ingen, der vilde passe jeres Have saa godt som I.”
Da Drengen siger det, bliver den gamle Gartner ganske stille og tavs, og Drengen synes, at der gaar ligesom en Lysning over de haarde Træk. Men han kan ikke rigtig se det, for i det samme blegner hele Skikkelsen og forsvinder som en Taage. Og ikke han alene, men hele Haven blegner og forsvinder med Blomster og Frugter og Solskin, og der hvor den laa, er ikke andet at se end den vilde Skov.
