246
at gaa nogen Steder hen med en, der saa' saa ussel ud, og undskyldte sig med det daarlige Vejr. „Det er ikke værre for dig at sidde paa min Ryg end at ligge her,” sagde Hesten. „Men du tør maaske ikke følges med saadan en sølle Krikke som mig.” — „Aajo, det tør jeg da nok,” sagde Drengen. — „Saa væk Gæssene, at vi kan faa aftalt med dem, hvor de skal hente dig i Morgen!” sagde Hesten.
Straks efter sad Drengen paa Hestens Ryg. Den gamle Hest strakte bedre ud, end Drengen havde tiltroet den, men alligevel var det et langt Ridt i Natten og Regnen, inden de standsede udenfor en stor Gæstgivergaard. Der saa slemt uhyggeligt ud. Hjulsporene i Vejen var saa dybe, at Drengen var vis paa, han druknede, hvis han faldt i. Ved Stakittet, der omgav Gaarden, var der bundet en tredive, fyrretyve Heste og Køer uden nogensomhelst Beskyttelse mod Regnen, og inde i Gaarden stod Kærrer med høje Kasser, hvor Faar og Kalve, Grise og Høns var lukket inde.
Hesten gik hen og stillede sig ved Stakittet, Drengen blev siddende paa Ryggen af den, og med sine gode Natteøjne kunde han tydelig se, hvor ondt Dyrene havde det.
„Hvor kan det være, I staar herude i Regnen?” spurgte han. — „Vi er paa Vej til et Marked i Örebro, men vi var nødt til at tage ind her for Regnen. Det er en Gæstgivergaard, men her er saa mange rejsende, at der ikke er Plads til os inde.”
Drengen svarede ikke, men sad blot og saa sig om. Der var ikke mange af Dyrene, der sov, men fra alle Sider hørte han Klager og Misfornøjelse. De havde al god Grund til at jamre, for Vejret var blevet endnu værre end tidligere paa Dagen. Der blæste en isnende kold Vind, og Regnen, der nu piskede, saa det sved, var blandet med Sne. Det var let nok at forstaa, hvad det var, Hesten vilde have, Drengen skulde hjælpe ham med.
„Kan du se, der ligger en stor Bondegaard her ligeoverfor Gæstgivergaarden?” spurgte Hesten. — „Ja,” sagde Drengen, „det ser jeg, og jeg kan ikke forstaa, de ikke har bedt om Husly til jer dér. Men der er maaske ogsaa fuldt allerede?“ — „Nej, dér er ingen Fremmede,“ sagde Hesten. „De, der ejer den Gaard, er saa gerrige og utjenstvillige, at det ikke kan nytte at bede dem om Husly.” — „Naa, hænger det saadan sammen. Ja, saa kommer I jo til at blive, hvor I er.” — „Men jeg er født og vokset op i den Gaard,” sagde Hesten. „Jeg ved, at der er en stor Hestestald og en
