Side:Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/254

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

248

ilde tilredt, at han ikke kunde andet end spørge Manden, om han var rigtig klog, at han troede, han kunde prakke ham saadan en Rallike paa. „Aa nej, men jeg tænkte blot, at da I har ejet den Hest engang, saa havde I maaske Lyst til at give den Naadsens Brød paa de gamle Dage, for det kan den nok trænge til,“ svarede Hestehandleren.

Han saa paa Hesten og kendte den. Ja, den Hest havde han selv opfødt og kørt til. Men derfor kunde det da ikke falde ham ind at købe saadan et gammelt, ubrugeligt Dyr. Ikke Tale om det! Han var ikke af dem, der ødte sine Penge.

Men alligevel havde Synet af Hesten vakt mange Minder hos ham, og det var Minderne, der holdt ham saa vaagen, at han ikke kunde gaa i Seng.

Ja, den Hest havde været et godt og et flot Dyr. Hans Fader havde ladet ham passe den lige fra Begyndelsen. Han havde kørt den til, og han havde holdt mere af den end af noget andet i Verden. Hans Fader havde klaget over, at han fodrede den for godt, og han havde ofte maattet liste sig til at give den Havre.

Mens han havde den Hest, vilde han aldrig gaa til Kirke, men kørte altid. Det var ikke for andet end for at vise Plagen frem. Selv var han i hjemmegjort og hjemmesyet Tøj, og Kærren var tarvelig og umalet, men Hesten var det kønneste Dyr, der kørte op ad Kirkebakken.

Engang havde han taget Mod til sig og talt med sin Fader om at købe sig Klædes Klæder og at male Kærren. Faderen blev som forstenet. Sønnen troede, den gamle var ved at faa et Slagtilfælde. Senere prøvede han paa at gøre sin Fader begribeligt, at naar han kørte saadan en flot Hest, maatte han da ogsaa selv se lidt ordentlig ud.

Faderen svarede ingenting, men et Par Dage efter rejste han til Örebro med Hesten og solgte den.

Det var grusomt af Faderen, men han havde aabenbart været bange for, at den Hest skulde lokke ham til Forfængelighed og Ødselhed, og nu saa længe efter maatte han erkende, at hans Fader havde haft Ret. Saadan en Hest kunde nok bleven en Fristelse. Men den Gang havde han i Begyndelsen taget sig det rent forskrækkelig nær. Han tog somme Tider ind til Örebro blot for at staa paa et Gadehjørne og se Hesten køre forbi eller for at liste sig ind til den i Stalden med et Stykke Sukker.