249
„Naar Fader dør, og jeg faar Gaarden,” tænkte han, „skal det første, jeg gør, være at købe min Hest tilbage.”
Nu var Faderen død, og han havde siddet med Gaarden allerede et Par Aar, men han havde ikke gjort det mindste Forsøg paa at købe Hesten tilbage. Han havde ikke tænkt paa den i mange Tider før nu i Aften.
Det var underligt, at han havde kunnet glemme den saa fuldstændig. Men hans Fader var en meget myndig og viljestærk Mand, og da han blev voksen, og de to stadig gik sammen ved Arbejdet, fik hans Fader stor Magt over ham. Tilsidst syntes han, at alt, hvad hans Fader gjorde, var rigtigt. Og da han selv fik Gaarden, gjorde han sig kun Umage for i alle Ting at handle saadan, som hans Fader vilde have handlet.
Han vidste nok, at Folk sagde, hans Fader var gerrig, men det var jo da rigtigt at holde paa Pungen og ikke unødvendigt kaste Penge bort. Man skulde da ikke forøde det Gods, der var blevet en betroet. Det var bedre at blive kaldt gerrig og sidde paa en gældfri Gaard end at have store Laan at trækkes med som de andre Gaardmænd.
Saa langt var han kommen i sine Tanker, da det gav et Sæt i ham, for han hørte noget underligt. Det var, som om en høj, spottende Stemme gentog netop det, han tænkte: „Det er bedst at lukke Pungen godt i. Det er bedre at blive kaldt gerrig og sidde paa en gældfri Gaard end at trækkes med Laan som de andre Gaardmænd.”
Det lød, som om der var nogen, der gjorde sig lystig over hans Klogskab, og han skulde lige til at blive vred, da han opdagede, at det hele var en Fejltagelse. Det havde begyndt at blæse, og her havde han staaet og var bleven saa søvnig, at han tog Vindens Tuden i Skorstenen for en Menneskestemme.
Han vendte sig om og saa paa Stueuret, og det slog i det samme elleve dybe Slag. Det var da forskrækkeligt, saa sent det var blevet. „Det er nok paa Tide, du kommer i Seng,” tænkte han. Han kom i Tanker om, at han endnu ikke havde gaaet Gaarden rundt, som han plejede at gøre hver Aften for at se efter, om alle Døre og Luger var lukkede og alle Lys slukkede. Det havde han aldrig forsømt, siden han var bleven Herre paa Gaarden. Han tog hurtig Frakken paa og gik ud i Uvejret.
Han fandt alt, som det skulde være, paa det nær at Døren til den tomme Hølade var revet op af Blæsten. Han
