Side:Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/257

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

251

„Det kan gerne være,” sagde Drengen, „men I skal alligevel gaa derind. I skal se, det gaar nok!”

„Ja, saa lad os da prøve, men I skal se, vi kommer ikke engang indenfor,” sagde de to smaa Piger og gik op til Stuehuset og bankede paa.

Husbonden stod endnu foran Ilden og tænkte paa Hesten, da der blev banket paa Døren. Han gik ud for at se, hvad det var, og tænkte i det samme ved sig selv, at han skulde ikke lade sig overtale til at lukke nogen vejfarende ind. Men lige idet han aabnede Døren paa Klem, var der et Vindstød, der passede sit Snit. Det rev Døren ud af Haanden paa ham og slog den tilbage mod Væggen. Han maatte ud paa Trappen for at trække Døren til, og da han kom ind i Stuen igen, stod de smaa Piger allerede derinde.

Det var et Par stakkels Tiggerunger, pjaltede og snavsede og sultne, et Par smaa Tøse, der gik bøjede under Poser, som var lige saa lange som de selv.

„Hvad er I for nogen, der løber om paa Vejene saa sent paa Natten?” sagde Husbonden med streng Stemme.

De to Børn svarede ikke straks, men satte først deres Poser fra sig. Derpaa gik de hen til ham og rakte ham deres smaa Hænder til Hilsen. „Vi er Anna og Birte Marie fra Engärdet,” sagde den ældste, „og vi vilde gerne bede om Nattely.”

Han tog ikke de fremrakte Hænder og skulde lige til at sætte Tiggerungerne paa Døren, da et nyt Minde steg frem for ham. Engärdet, var det ikke et lille Hus, hvor der havde boet en fattig Enke med sine fem Børn? Men Enken skyldte hans Fader nogle hundrede Kroner, og Faderen solgte hendes Hus for at faa sine Penge. Enken rejste saa til Norrland med de ældste Børn for at søge Arbejde, men de to yngste var kommet paa Fattigvæsenet.

Han blev bitter i sit Sind ved at mindes det. Han vidste, at hans Fader havde maattet høre meget ondt, fordi han havde inddrevet de Penge, der dog var hans med Rette.

„Hvad tager I jer nu for?” sagde han med streng Stemme til Børnene. „Tager Fattigvæsenet sig ikke af jer? Hvorfor løber I om og tigger?”

„Det kan vi ikke gøre ved,” svarede den ældste af Børnene. „Det er de Folk, vi er hos, der har sendt os ud at tigge.”

„Ja, saa har I da ogsaa faaet Poserne fulde, saa I har ikke noget at beklage jer over,“ sagde Bonden. „Nu er det bedst, I tager noget frem af det, I har med, og spiser jer mætte, for