253
hende. Men hun maatte alligevel have mærket noget usædvanligt, for hun blev længe staaende stille bagved ham, som om hun ventede, han skulde sige noget til hende. Men saa kom hun til at tænke paa, hvor svært det altid er for Mænd at tale om de Ting, der gaar dem mest til Hjerte. Hun maatte vel se at hjælpe ham!
Hun havde fra Lillestuen set, hvad der var foregaaet i Stuen, saa hun havde ikke nødig at spørge om noget. Hun gik kun ganske stille hen til de sovende Børn, tog dem paa sine Arme og bar dem ind i sin egen Seng i Lillestuen. Derpaa gik hun igen ud til Sønnen.
„Hør, Lars,” sagde hun og lod, som. om hun ikke saa, at han græd, „de Børn maa du lade mig beholde.” — „Hvad er det, du siger, Moder?“ sagde han og prøvede paa at holde op at græde. — „Jeg har haft ondt af dem i flere Aar, lige siden din Fader tog Huset fra deres Moder. Og det har du med.” — „Hm.“ — „Jeg vil beholde dem her og gøre ordentlige Mennesker ud af dem. De er for gode til at løbe om og tigge.”
Han kunde ikke svare, for nu kom Taarerne styrtende, men han tog sin Moders gamle, visne Haand og klappede den.
Men saa fo'r han pludselig op, som om han var bleven bange for noget. „Hvad vilde Fader sige?“ — „Fader har haft sin Tid at styre,” sagde Moderen, „nu er det din. Saa længe Fader levede, var vi nødt til at lyde ham. Nu er det dig, der skal vise dig, som du er.“ Sønnen blev saa overrasket ved disse Ord, at han holdt op at græde. „Jeg viser mig jo da, som jeg er,“ sagde han. — „Nej,“ sagde hans Moder, „det gør du ikke. Du gør dig kun Umage for at ligne din Fader. Han havde levet i trange Tider, og det havde gjort ham angst for at blive fattig. Han syntes, han var forpligtet til først og fremmest at tænke paa sig selv. Men du har aldrig oplevet noget, der kunde gøre dig haard. Du har mer, end du behøver, og det vilde være unaturligt, om du ikke tænkte paa andre.”
Drengen var gaaet bagefter de smaa Piger ind i Stuen og havde gemt sig i en mørk Krog. Han var ikke sen til at opdage Ladenøglen, der stak op af Frakkelommen. „Naar Bonden nu sætter Børnene paa Døren, tager jeg Nøglen og løber med den,” tænkte han.
Men Børnene blev altsaa ikke sat paa Døren, og Drengen sad i Krogen og kunde ikke finde paa, hvad han skulde gøre. Moderen talte længe med sin Søn, og alt som hun talte, stil-
